Da jeg hørte nyheden om Ali Khamenei, troede jeg, at jeg ville føle forløsning.
I stedet kom uroen.
Ikke uro over en mand.
Men over historien. Over bruddet. Over alt det, der blev afbrudt.
Jeg kom sammen med mine forældre og bror til Danmark som asylansøgere, da jeg var tre år og han var 2 år gammel. Jeg husker kun fragmenter fra de første leveår – enkelte stemninger, enkelte billeder. Resten er fortalt, genfortalt og levet videre i mig.
Min opvækst blev formet af deres flugt og af de politiske omstændigheder, der gjorde den nødvendig.
Jeg taler, læser og skriver persisk. Ikke perfekt. Jeg har været tilbage i Iran tre gange siden flugten. Jeg kender sprogets rytme, gadernes lugte, familiens varme og de sociale koder.
Jeg har set, hvordan mennesker lever med håb og frygt, og hvordan dagligdagen formes af politiske strukturer. Alt det bor i mig.
Men min forbindelse til landet er aldrig blevet fuldt ubetinget.
Fysisk er jeg her. Psykisk er jeg dér. Det gør mig aldrig helt rolig.
Som sociolog kan jeg sætte ord på strukturerne: hvordan politiske systemer former liv, også uden for landets grænser. Hvordan flugt skaber nye generationer, der lever mellem kulturer, sprog og normer. Hvordan historien, uanset hvor stærk den er, kan blive fragmenteret i menneskers liv.
Men jeg kan også mærke det intuitivt: Sorgen over et land, man aldrig helt fik.
Iran er ikke kun de seneste mange årtiers politiske undertrykkelse.
Det er en civilisation med over 7000 års historie. Et område hvor nogle af verdens tidligste bysamfund opstod. Hvor hjulet blev taget i brug i oldtiden. Hvor medicinsk viden, astronomi og matematik blev udviklet og systematiseret længe før Europa trådte ind i sin oplysningstid.
Persiske lærde bidrog til algebraens udvikling, til hospitalsvæsenets organisering og til farmakologi og kirurgi. Handel bragte krydderier, tekstiler og idéer på tværs af kontinenter. Spil som backgammon vandrede ud i verden. Arkitektur, havekunst og ingeniørkunst satte standarder. Og de medicinske tekster, der blev skrevet i oldtid og middelalder, bruges stadig og studeres verden over den dag i dag. Og i oldtiden formulerede persiske herskere principper om religiøs tolerance og menneskelig værdighed, som i dag forbindes med idéer om menneskerettigheder. Og utallige andre bidrag.
Når jeg taler om Iran, taler jeg ikke om et regime.
Jeg taler om en civilisationsdybde.
Det er den dybde, jeg sørger over at have måttet arve gennem afstand.
Mit liv blev formet af, at mine forældre ikke kunne blive. At min barndom udfoldede sig i Danmark, mens Iran var et konstant bagtæppe.
Jeg har levet i dansk frihed – og med iransk længsel. Jeg har analyseret samfund strukturelt – og båret en personlig splittelse samtidig.
Fysisk er jeg her.
En del af min bevidsthed er altid dér.
Når en magtfigur forsvinder, ændrer det måske politiske muligheder. Men det ophæver ikke flugthistorien. Det giver ikke de tabte år tilbage. Det reparerer ikke bruddet mellem generationer.
Jeg bliver ofte spurgt, om jeg vil repræsentere iranere politisk. I Danmark, i byrådet, Folketinget osv
Jeg siger nej. Ikke af afstand, men af respekt.
For ingen enkeltperson kan repræsentere et folk med en så kompleks og smuk historie.
Jeg kan ene og aldeles kun tale som mig::
Som kvinde, som barn af asylansøgere, som Sociolog, som én der både snakker, læser og skriver på persisk, engelsk og dansk.
Min kamp ligger et andet sted.
I menneskerettigheder. I frihed og tryghed. I at insistere på, at Iran er større end sit regime.
At et folk med så dyb en historisk og kulturel arv ikke kan defineres af én politisk epoke.
Min sorg handler ikke om magtens fald.
Den handler om det land, jeg aldrig helt fik som min selvfølgelige hverdag.
Et land med hjulspor fra oldtiden.
Med medicinske værker, der stadig studeres og anvendes verden over.
Med matematiske formler.
Med krydderiernes dufte.
Med haver, der blev skabt som billeder på paradis.
Med en intellektuel tradition, der stadig lever.
Jeg bærer det hele i mig.
Og jeg bærer bruddet.
Måske er det derfor, jeg er rastløs.
For når historien bevæger sig, bevæger den også det indre landskab hos dem, der voksede op med den fra afstand.
Jeg sørger ikke over en mand og hans disciples fald.
Jeg sørger over et land, jeg aldrig helt fik som min ubetingede hverdag.
Men jeg nægter at lade det land reduceres til sin mørkeste periode.