Eftersom jeg ikke er aktiv på Facebook og Messenger samtidig med jeg lider af JOMO ergo Joy Of Missing Out sker det, at der er nogen der synes de i ny og næ skal dele med mig hvad der sker derinde. Personligt har jeg valgt på ubestemt tid at deaktivere ovenstående medier de er mere larm for mig end gavn. Det er noget jeg ofte har gjort siden min profil blev oprettet en kold dag i december 2007…
NÅ ! Men tilbage til udgangspunktet… Jeg blev gjort opmærksom på at forfatter Carsten Jensen har skrevet et indlæg om Iran den 28. februar. Jeg har haft lidt kontakt med Carsten Jensen for år tilbage hvor han også kommenterede mine kronikker samt været inviteret hjem til ham til middag netop pga. mine kronikker. Kommentarerne kan læses under respons.
Igen da jeg ikke ønsker at være aktiv på Facebook og ikke ønsker at mit skriv skal drukne i hans kommentarspor har jeg skrevet mit svar til ham herinde på min side og den kan læses herunder.
God læsning.
Iran er mere end én størrelse
Som sociolog med indgående kendskab til Iran læser jeg Carsten Jensens tekst med stigende undren. Iran reduceres til én størrelse: et samfund med over 90 millioner mennesker og 31 provinser fremstår som en passiv enhed, uden interne forskelle, konflikter eller stemmer. Det iranske folk – som hver dag navigerer mellem politiske begrænsninger, sociale forskelle og regionale udfordringer – forsvinder fuldstændigt i fortællingen. Teksten behandler Iran som et objekt, der kan placeres i en vestlig konfliktanalyse, snarere end som et samfund med egne aktører, interesser og historiske dynamikker.
Sociologisk er dette et klassisk eksempel på metodologisk nationalisme: antagelsen om, at et land eller et samfund kan forstås som én homogen enhed. Staten er ikke synonymt med befolkningen, og regimet er ikke synonymt med samfundet. Ved at ignorere forskelle i klasse, køn, geografi, sociale strukturer og politiske bevægelser reduceres iranere til passive ofre – objekter i en fortælling om stormagtsinteresser, snarere end aktive deltagere i deres eget liv. Konfliktforklaringen bliver dermed entydig og monokausal, hvor alt kan forklares med olie, imperialisme og vestlig magtpolitik.
Denne reduktion har konsekvenser for, hvordan vi forstår mennesker og handlinger. Hvor er iranerne i teksten? De optræder ikke som tænkende, handlende mennesker med egne dagsordener, men som baggrund for handlinger foretaget af andre. Denne form for analytisk reduktion skaber et narrativ, hvor samfundets kompleksitet bliver slettet, og befolkningen kun eksisterer som passiv arena for stormagtsinteresser. Det er ikke kun analytisk problematisk, men også moralsk – for det frakender iranere deres egen politiske agens og stemme.
Desuden fremstilles konfliktforklaringen som næsten udelukkende økonomisk og strategisk.
Selvom olie og geopolitik naturligvis spiller en rolle i internationale relationer, er virkeligheden langt mere kompleks. Iran er præget af interne magtkampe, sociale spændinger, et rigt civilsamfund og sociale bevægelser, der hver dag former iranernes liv. At reducere alt til vestlig imperialisme og stormagtsstrategi fjerner disse elementer og giver et misvisende billede af landet.
Kritik af vestlig intervention er både nødvendig og legitim. Men når kritikken sker uden at tage højde for befolkningens egen agens, mister den både analytisk dybde og moralsk autoritet. Iran er ikke én enhed; det er et komplekst samfund med millioner af stemmer, mange perspektiver og varierende interesser.
At overse dette gør analysen til en projektion af vestlige perspektiver, snarere end en indsigt i virkeligheden på jorden.
Sociologisk kan man sige, at teksten ender med at reproducere den samme form for forenkling, som den hævder at kritisere. Ved at skære virkeligheden over i et “vi mod dem”-narrativ (stigma), hvor stormagter konfronterer et passivt Iran, bliver den kritiske analyse samtidig en form for narrativ reduktion. Det, der skulle være en kritisk gennemgang af imperialistiske strategier, bliver til en ensidig fortælling, hvor de virkelige iranere ikke eksisterer som politiske aktører.
Iran er et land med 31 regioner, et rigt civilsamfund, sociale og politiske bevægelser og over 90 millioner individer med forskellige interesser, dagsordener og muligheder for handling. At ignorere dette gør analysen både unuanceret og analytisk tynd. Det er muligt at kritisere vestlig politik og amerikansk intervention uden at slette de mennesker, det hele faktisk handler om. Det er netop ved at anerkende iranske menneskers egen agens, historie og sociale kompleksitet, at kritikken får sin fulde styrke.