Som mange ved og muligvis har læst herinde har jeg i de seneste mange år fået skrevet og publiceret en hel del kronikker om lige det, som rørte mig allermest. Det har handlet om flygtninge, medmenneskelighed, integration, min egen historie mv. Alt sammen trykt i Nordjyske takket være deres kyndige debatredaktør Ove Nørhave. Ove har altid opfordret mig til bare at blive ved med at skrive og sende ind for han vil hjertens gerne til enhver tid trykke mine tanker i form af skriblerier. Alle mine skriblerier er ligeså vel som ting jeg udtrykker verbalt alle baseret på mine helt egne oplevelser og erfaringer. Det er den eneste rigtige måde for mig at være autentisk og oprigtig på. Denne seneste kronik er skrevet som en hyldest til de 2 mennesker, der betyder alverdens for mig og som jeg ikke vil være foruden på noget som helst tidspunkt i mit liv. Skulle I have lyst og tid kan denne læses her eller i Nordjyske i morgen den 3. februar 2020 og uendelige milliarder af år frem

Teksten kan læses i sin helhed efter nedenstående screendump (kommer snart).

Altid tid til kærlighed

HYLDEST: Jeg elsker jer, mine allerelskede, min kære mor og min kære far, skriver Samira Taba

HYLDEST: Tid til kærlighed. En hyldest til mine allerelskede; min kære mor og min kære far

DENNE kronik er en anelse anderledes i forhold til de fleste andre, som både jeg og andre har skrevet.

For mig er det den mest personlige, som jeg nogensinde har og får skrevet, som jeg rent faktisk vil dele med dem, som nu læser denne avis.

Det kommer helt inde fra, der, hvor vi kan mærke livet allermest, både når det føles godt og føles mindre godt (ondt).

JEG ELSKER jer, mine allerelskede; min kære mor og min kære far. Eller som jeg på persisk kalder jer (skrevet med latinske bogstaver), mamanjuun o babajuun.

Længe har jeg skrevet på en bog lige netop om jer to. Til dels for selv at lære jer hver især endnu bedre at kende, kende jer sammen og ikke mindst finde ud af hvor jeg egentlig stammer fra mht. familie, tanker, kærlighed, holdninger, drømme, ønsker, sorg mm. I bund og grund alt det, som livet består af.

Jeg ved ikke helt, hvornår jeg bliver færdig med den, for jeg har stadig alt for mange spørgsmål om det, jeg i forvejen har fået fortalt utallige mange gange, og alt det andet, som jeg vil mene, at jeg stadig mangler at vide.

JEG KAN ikke andet end at være jer begge hjertens taknemmelige, for, at I netop er de to, som bragte mig og mine to brødre til denne verden for at leve livet side om side med jer.

Det har været noget af en rutsjebanetur. Turbulent fra tid til anden og ellers superdejlig, nem og inspirerende.

I har opdraget os med frihed under ansvar. Derhjemme har vi aldrig manglet noget, da vi har svømmet i overflod af gensidig kærlighed, respekt og tillid krydret med en masse god humor.

I HAR kendt og elsket hinanden, siden I hver især kom til verden, så det var helt og aldeles naturligt, at I skulle blive gift med hinanden og stifte familie. Jeres verdens navle startede i Shiraz i Iran. Da I blev gift, var der i årene før og efter bomberegn og drab på mange millioner uskyldige mennesker i meget af Iran og Irak pga. den krig, Saddam havde igangsat. Det er rædselsfuldt at tænke på.

JEG KOM til verden året efter, at I var blevet gift og året efter min ene bror.

Af det, som I begge hver især og andre i familien har fortalt, levede vi et godt liv i Shiraz i de første tre år af mit liv trods landets usikre fremtid.

Vi havde stort set alle i familien samme sted, så vi var i væsentlig grad aldrig alene, for vi kom alle hinanden ved. Ganske almindeligt.

DER SKETE så desværre nogle ting udover krigen, som gjorde, at vi blev nødt til at blive revet fra alt det vante, familien, jeres forældre, jeres søskende, jeres arbejde, jeres [vores] sprog, jeres [vores] kultur, hverdag og selvfølgelig livet og trygheden.

Efter en længere periode med flugt op igennem mange forskellige lande, kulturer, mennesker mv. ankom vi her til vores – en slags – endestation for flugten, nemlig Danmark.

I HAR fortalt, at det eneste, I kendte til Danmark, er, hvad I havde læst om i jeres historiebøger i løbet af jeres skoletid.

Så det er egentlig noget ejendommelig at tænke på, hvordan vores lodder i livet har kastet alt godt med sig. Jeg ved, at det helt fra begyndelsen ikke altid har været helt nemt. Der har været – og er til stadighed – mange ting at forholde sig til, og hvordan det ellers skal sammensættes med vor verdensbilleder og liv.

DET VAR ikke nogen nem start, da vi omsider kom til Danmark. Vi fire blev nærmest revet fra hinanden, fra vi fik bopæl i Ørding i Nykøbing Mors.

Vi skulle starte i sprogskole og institution for at starte en ny hverdag med alverdens nyt for at være i stand til at kunne begå os i dette samfund. Vi skulle integreres.

Vi var en af de første få familier i den ende af landet med minoritetsbaggrund, og jeg husker, hvor meget vi blev kikket på.

JEG HUSKER, at I har fortalt mig, at I undrede jer over det.

I havde så spurgt et ældre ægtepar, der var skolelærere, om, hvorfor vi bliver kikket så meget på. Så sagde de, at det er da, fordi I er nogle smukke mennesker.

Det par og en anden familie havde vi en del kontakt med.

Nogle få år efter rykkede vi teltpælene op for at komme til Aarhus, nu da far var blevet optaget på Aarhus Universitet.

VI HAVDE stadig kontakten med det ældre ægtepar, som kom på besøg enten juledag eller 2. juledag i nogle år.

Kort efter vi kom på plads i Aarhus, kom endnu et af jeres vidundere til verden, nemlig min lillebror. Jeg gik i 1. klasse. Op igennem min skolegang har det ikke altid været det nemmeste at have med mig at gøre hverken som datter eller søster, da jeg blev meget – ufattelig meget – mobbet.

Jeg kunne snakke om det og fortælle om det til jer i 1. klasse, dog ikke da det var i 2. klasse og frem. Det er heldigvis længe siden nu.

ALT I ALT vil jeg bare gerne hylde jer for at have givet og til stadighed giver os gaven til at svømme i jeres overflod af kærlighed og respekt.

Vi har været mange ting igennem i livet sammen og hver især – meget af det er kommet som følge af min mobning.

I har aldrig opgivet hverken mig eller mine brødre, I er altid velvilligt mødt op til diverse arrangementer, om så det har været i skolen, i sportsklubben og meget andet.

VI TRE børn er meget privilegerede og har aldrig og vil heller aldrig nogensinde føle os flove eller pinlige over, at lige netop I er vores forældre.

I har altid motiveret os og engageret jer meget i, hvad vi kan med vores liv.

Oveni det har der været en masse fin inspiration til alverdens ting til at sætte vores præg i livet, i samfundet, i verden.

PERSONLIGT har jeg ikke altid – pga. mine egne kampe – været særligt rar – særligt da jeg var teenager. Dog har I med jeres ubetingede kærlighed og respekt vist mig den tillid og tålmodighed, som skulle til, for at jeg kan klare at møde verden udenfor min hoveddør hver eneste dag.

Jeg kan ikke andet end at takke jer for livet, for mine brødre, for alle vores vidunderlige tider og oplevelser. Der er ikke andre, som jeg vil have med mig end jer på denne tur igennem livet som mine forældre og som mine bedste venner.

JEG ER ikke perfekt, og det er I heller ikke.

I siger altid, at jeg skal være mindre afhængig af jer og leve mit liv. Til det plejer jeg at sige, at så skal I gøre noget ikke-rart for, at jeg skal elske jer mindre. Begge dele er rent ud sagt umuligt. Det kan vi kun takke jer selv for.

MANGE HAR – taget i betragtning af vores måde at være på – i tidens løb sagt til mig, at I er for danske i jeres måde at være forældre på.

Det griner jeg af gang på gang. Det har ikke noget at gøre med dansk, Danmark og meget andet at gøre. Det har at gøre med, hvordan I selv er blevet mødt og anerkendt med selvsamme kærlighed, respekt og tillid fra jeres forældre.

PÅ TRODS af, at vi tre søskende er lidt højere end jer rent fysisk, har vi altid og vil altid se op til jer begge, både som forældre og vigtigst af alt som to selvstændige og ressourcefulde individer med hver deres erfaringer og oplevelser i livet.