Lige siden jeg var ganske lille faktisk fra jeg var 4 år har jeg haft det store ønske om at blive lykkelig. Tydeligt husker jeg det, da min kære Baba (far) optog et kassettebånd med nogle samtaler, vi havde. Han spurgte mig en dag, hvad jeg ønsker at være, når jeg bliver stor. Til det svarede jeg: ”Jeg vil være lykkelig”, hvortil han stillede mig et tilsvarende spørgsmål omkring, hvordan jeg så bliver lykkelig. Helt og aldeles enkelt havde jeg svaret, at jeg gerne ville redde verden ved at blive doktor.

Jeg blev født på det tidspunkt, hvor der var krig mellem Irak-Iran. Jeg er født i Iran af iranske forældre. Da jeg kun var 3 år, blev mine forældre, min 2-årige bror og jeg nødsaget til at flygte.

Efter længere tids flugt ankom vi til Danmark. Tre år senere blev vores familie også beriget med endnu en lillebror.

Som lille pige var jeg og min familie afhængige af, at nogle mennesker og nogle strukturer fungerede. Vi var et sted i livet, hvor vi endnu ikke selv kunne kontrollere retningen. Vi måtte stole på, at nogen ville hjælpe os videre.

Når en fireårig pige, som allerede har oplevet at skulle forlade sit fødeland som treårig, siger, at hun vil redde verden, får det en anden klang. Det bliver ikke bare et barns store fantasi. Det bliver også historien om et barn, der tidligt har mødt, at verden kan være utryg, og som alligevel udvikler et ønske om at gøre den bedre.

Min kære Baba var ikke kun den far, der stillede mig spørgsmålet på kassettebåndet. Han var den person, der sammen med min kære Mama (mor) traf nogle af de største beslutninger for vores liv og skabte den sikkerhed for os, som de ønskede.

Jeg vil ikke fremstille min kære Baba som en “forklaring” på alt. Han er det menneske, der gav mig noget: Nysgerrighed, omsorg og måske troen på, at et enkelt menneske kan gøre en forskel.

Der er mange måder at redde verden på. Og selvom jeg efterhånden for år tilbage har indset, at jeg ikke kan gøre det hele selv, trods jeg godt kan sige, at mit største ønske stadig er at redde verden, verdensfred osv., vil jeg gerne kreditere mig selv for at have bare en lille andel i kagen ved alt det, jeg har gjort og gør her i Danmark.

Jeg blev ikke læge. Jeg blev sociolog.

Men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg måske ikke bevægede mig væk fra min barndomsdrøm. Jeg fandt blot en anden vej ind i den med samme kærlighed, respekt og tilstedeværelse for andre mennesker.

Sociologien har lært mig at se, at menneskers liv ikke kun formes af deres egne valg, men også af de strukturer, fællesskaber og samfund, de er en del af. Den har også lært mig at stille spørgsmål til, hvorfor nogle mennesker bliver grebet, mens andre falder igennem. Hvorfor nogle mennesker finder støtte, mens andre møder barrierer.

Som sociolog ser jeg ikke kun på det enkelte menneskes smerte, men også på de omgivelser og systemer, der enten kan hjælpe eller gøre situationen sværere.

Måske var det derfor, jeg fandt min vej til Sorglinjen. For selvom jeg ikke blev den læge, den lille pige forestillede sig, arbejder jeg stadig med mennesker. I deres livs største kriser. Jeg forsøger stadig at gøre en forskel.

Jeg kan sige, at af så mange ting, jeg hidtil har foretaget mig, er det, jeg laver og møder på Sorglinjen, noget af det mest meningsfulde, jeg nogensinde har været en del af. Det handler i bund og grund om kærlighed, på grund af kærlighed.

Forskellen er, at jeg i dag ved, at man ikke kun hjælper mennesker ved at behandle deres problemer. Man hjælper også ved at forstå de sammenhænge, de lever i. Ved at opdage de steder, hvor mennesker risikerer at falde mellem sprækkerne.

Ifølge Rådgivning Danmark er der intet mindre end 96 tilbud omkring rådgivning om stort og småt i livets gang fordelt rundt omkring i landet. Det spænder bredt fra stort set alt såsom retshjælp, gældsrådgivning, misbrug eller livskriser mv. 

Jeg har personligt selv både anvendt og været en del af nogle disse steder. Fra i år er Sorglinjen også blevet en del af mit bidrag til at hjælpe andre.

På Sorglinjen spænder vi vidt, da vi både er unge og ældre frivillige. Vi har alle hver især mistet et nærtstående familiemedlem i form af en eller flere forældre, søskende, ægtefælle eller barn.

Personligt har jeg selv mistet min kære Baba i december 2021. Jeg oplevede det, mange oplever i sorg: At det blev helt tabu. At de eneste, jeg rent faktisk kunne snakke med om ham og græde ud med, er min kære Mama og mine to brødre.

Der er desværre mange, der får den meget udbredte berøringsangst og nærmest fordufter, fordi de er bange for at sige det forkerte eller gøre sorgen værre. Men det værste, der kunne ske, er allerede sket. Sorgen kan ikke gøres større end det tab, man allerede har oplevet.

Vi har skabt tilbud og systemer for at hjælpe mennesker, men vi skal også turde se på de steder, hvor mennesker stadig falder igennem.

Vi kan ikke organisere os ud af menneskelighed.

Vi kan skabe systemer, tilbud, telefonlinjer, rådgivninger og professionelle rammer – og det skal vi. De er nødvendige. Men der er noget, som ikke kan erstattes af en åbningstid, en procedure eller en henvisning: Følelsen af at blive mødt, anerkendt og set af et andet menneske. Systemer og tilbud om rådgivning er både gode og nødvendige. Men da jeg selv blev ramt af sorg, så jeg, at vi er ved at erstatte den menneskelige relation og tilstedeværelse, hvor der er allermest brug for den, med forvaltning og telefonlinjer. Det jeg bare havde brug for dengang, og som enhver anden i svære situationer, er blot et andet menneske, der lytter tilstedeværende.

Min familie kom til Danmark som mennesker, der havde brug for, at nogen og noget fungerede.

Vi havde brug for mere end bare et system på papiret. Vi havde brug for mennesker, der gjorde en forskel. Mennesker, der lyttede og gav sig tid.

Min kære Baba sad blot og lyttede til sin lille pige. Ikke fordi han skulle udfylde en funktion, men fordi han elskede hende. I dag er det mig, der lytter til andre om deres sorg når de kontakter os på Sorglinjen, ikke for at udfylde en funktion, men bare for at nogen bliver hos dem et øjeblik.

For sprækkerne er ikke nødvendigvis kun i systemerne. De kan også opstå i den måde, vi som mennesker møder hinanden på. Eller ikke gør det.

Hvad sker der med et samfund, hvis vi bliver så optagede af at have tilbud, at vi glemmer betydningen af at være til stede?

Det er relationerne, der er det vigtigste, det bærende. Både for dig, mig og alle andre. Også når livet er svært.

Måske redder man ikke verden ved én stor handling, men ved at opdage de steder, hvor et andet menneske er ved at falde ned mellem sprækkerne – og række hånden ud.

Og når jeg så spørger mig selv i min kære Babas ånd som en kvinde på knap 44 år; hvordan bliver jeg lykkelig?:

Så er mit svar ikke kun at søge min egen lykke, men ved at turde være med til at skabe tryghed og håb for andre.