Som tiden dog flyver ! Vi er allerede i november måned og så kommer det bare til at gå ekstra stærkt for så får mange RIGTIG mange alt for travlt med juleræs, gaver, samvær mv.
Jeg vil ikke være en lyseslukker dog tænker jeg at COViD19 vil sætte en bremser for det for mange hvis ikke alle. Jeg skal dog hverken fordømme eller gøre mig klog på hvordan andre vil leve deres liv. Jeg ønsker bare at alle har det godt, er sunde mentalt og fysisk og nyder livet i fulde drag samt at de har empatiske og anerkendende mennesker i og omkring deres liv, en slags vidner for deres hverdag.

Jeg har i denne klumme i Nordjyske netop skrevet om relationer og hvorledes jeg tænker vil være den mest befordrende måde at være sammen på både ved det sagte og usagte.

God læsning og glædelig november måned ! 😀 Vi ses næste gang..

/S

Livsbetingelser og sæsoner

RELATIONER: Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har skrevet på den klumme og gået fra den igen. Så måske ved 117. gangs første opstart på dette var det min pseudotvillings fødselsdag, min højtelskede bror.

På det tidspunkt sad han sammen med vores familie og hans egen og blev fejret – tre dage før min egen.

Desværre kunne jeg ikke være med. I stedet gik jeg nysgerrigt på mobilen og downloadede den app, som jeg ikke er så gode venner med. Vi er efterhånden mere fjernt bekendte. Facebook.

JEG VILLE bare lige se, om der var nogle, som jeg kendte fra barndommen, som havde ønsket ham tillykke.

Jeg tænkte særligt på hans rare klasselærer fra folkeskolen. Hun har altid elsket ham og hans selskab.

Umiddelbart kunne jeg i de 10 minutter, som jeg klikkede lidt rundt, ikke se, at hun var at finde på væggen af de forskellige opslag.

Nå. Det skal lige siges, at jeg stadig bruger min Messenger og fra tid til anden lige aktiverer min profil for at kikke lidt rundt.

Der er mange, der af den årsag har slettet og sågar blokeret mig i tidens løb.

Det siger mig vitterligt ingenting, og det at jeg bliver glemt af andre, fordi jeg ikke er der aktivt, gør, at jeg tænker, det kan være lige meget.

Facebook er for mig ikke altafgørende for, hvordan livet og mine relationer er.

VI KAN alle udstille os til det perfekte liv på de sociale medier og på den måde ødelægge hinanden endnu mere rent psykisk.

I stedet for, at vi hver især sidder bag vores skærme, synes jeg, at det at møde andre mennesker er langt mere givende end blot at se en historie på de sociale medier.

Historier kan være sjove, alvorlige, misundelsesværdige osv., der gør, at andre tænker, at de, som broadcaster sig selv, har det langt bedre end én selv. Det synes jeg er en sørgelig tanke.

Alle vi mennesker er lige værd. Dog forvalter vi det forskelligt, og desværre føles det ikke sådan for alle.

Det er der mange årsager til. Alt fra vilkår socialt og strukturelt set – personlige relationer til systemet, regeringer mv. omkring bl.a. omkring hvilken tilfredshed man har herom.

JEG VIL opfordre til, at vi alle anerkender hinanden og ser mennesket – ikke de historier, som det kommer med.

Forstå mig ret. Selvfølgelig er de ting, vi hver især har oplevet, og som er at finde i bagagen, måske ikke det, vi mest har lyst til at rippe op i.

Når eller hvis det bliver aktuelt, så hav dog tålmodighed for hinanden. Vi må respektere, at vi alle er kommet til verden på godt og vel samme måde.

Det er vigtigt at huske og respektere.

DET SMUKKE ved livet er at vi alle har taget valg og fravalg, der har bragt godt og mindre godt med sig samt bragt os til dér hvor vi netop befinder os.

Vi behøver ikke rykke os fysisk fra den ene bopæl til den anden, for det mentale ryk tæller i høj grad også.

Jeg vil mene, at dét er det vigtigste ryk, som vi som mennesker kan foretage os.

Det er dén rejse, som jeg personligt synes er yderst interessant.

For mig siger det mere, om mennesker ved, at de nærværende heraf oprigtigt udstråler liv, styrke og kærlighed – måske også en slags fortvivlelse. Heraf en smuk bedrøvelse.

DEN CANADISKE sociolog Erving Goffman (1922-82) udviklede begrebet dramaturgi nærmere bestemt ideen om, at livet er som et uendeligt stykke, hvor mennesker er skuespillere.

Goffman mente, at når vi bliver født, smides vi ind på en scene, kaldt hverdag, hvor vores socialisering består i at lære at spille vores tildelte roller overfor andre mennesker.

Vi overtager vores roller i selskab med andre, som igen påtager sig deres roller i interaktion med os.

Goffman mente, at uanset hvad vi gør, spiller vi en rolle på scenen i livet, eftersom han sammenlignede social interaktion med teater.

Mennesker spiller forskellige roller i løbet af en dag i forhold til, hvor de er og hvem de er sammen med.

Goffman skelner mellem frontstage og backstage.

I VORES hverdag tilbringer vi det meste af vores liv på frontstage.

Her ved vi, hvorledes vi skal optræde, for vi ved hvilken særlig betydning det har for dem, vi interagerer med, hvor vores handlinger er i overensstemmelse hermed.

Backstage er det sted, hvor vi kan slappe af, være os autentiske selve uden at skulle optræde ved, at vi er frigjorte fra de forventninger og normer, der former vores adfærd i frontstage.

NOGLE MENNESKER har tendens til at være alt for meget optaget af det bagage, de har med sig også kendt som deres liv, deres historier.

På sin vis er der ikke noget galt med det, måske det at skulle bruge det som en forsvarsmekanisme eller undskyldning, at man er på bestemte måder pga de ting, som man har oplevet og muligvis genoplevet flere gange.

Det er en vant tilstand og med ting, som man som menneske vænner sig til, er tit og ofte noget, man er tryg med og ved for så undgår man at træde ud på farligt terræn.

Desværre kan andre mennesker nogle gange være ivrige og higende efter de brikker, som man måske selv har foræret dem om éns eget liv uden at tænke sig lige lidt mere om.

VI MÅ komme udover hvem hinandens historier er, for så får vi ingen proppet ned i kasser.

Vi skal ikke give hinanden dæmoner i stedet skal vi anerkende hinanden.

For mig at se er opmærksomhed ofte noget, der er gældende her og nu medens anerkendelse er noget, der indikerer respekt omkring et længere “forløb”.

NÅR VI klynger os for meget til vores historier dvs. primært episoder, der er sket med os, vil for det meste risikere at havne det sted, hvor andre pga. bl.a. manglende indsigt, erfaring, tålmodighed vil klæbe klistermærker på os. Kan også kaldes kasseinddeling. Det gør de for bedre at kunne forholde sig til hinanden.

Hvis du virkelig helt dybt inde mærker efter, er dit liv faktisk helt og aldeles sæsonbetinget.

Mange relationer opstår oftest i fællesskaber opbygget af minoriteter indtil de nok alligevel opløses – taget den tid uden megen bl.a. tålmodighed i betragtning.

ALT I ALT mener jeg, at det ikke er vores historier, der er med til at danne vores relationer.

Jeg tænker, at det må være det, at vi har noget til fælles med de mennesker, som vi ønsker at danne et ligeværdigt, tålmodigt og respektabel relation til.

HVORDAN KAN det dog i alverden være, at alting skal gøres personligt!? Forstået på den måde at gøre brug af de ovenstående brikker, som andre har givet os, betroet os.

Det er meget mere befordrende at tage tingene som de er her og nu for på den måde anerkender vi andre mennesker og ikke giver hinandens dæmoner mm. Opmærksomhed. Opmærksomhed til at skulle bearbejdes måske for første gang for nogle og for andre på ny.

I MIN optik har vi alle alverdens ret til at leve et langt, sundt og stabilt liv i overflod.

Historien om os hver især er på nogle punkter helt fint at have med sig.

Dog mener jeg ikke, at det er altafgørende for, hvem vi – især – er her og nu.

Så årsagen til, at det har taget den lange tid, er simpelthen, at det er et noget delikat, måske bekymrende emne, som jeg berørte.