Jeg er stolt og ydmyg over at denne klumme er mit bidrag nummer 10 i Nordjyske på de sidste næsten fem år (59 måneder her den 13. oktober for at være helt præcis). Det er for mig noget af en ære at få lov at bidrage med alle de ting, som jeg ønsker at dele, som jeg oplever. Alle mine oplevelser reflekterer jeg meget over. De bliver så omformet til en masse ord, der kommer til udtryk verbalt og skriftligt. Oftest skriftligt, der gør at nogle gange bruger meget mere tid på det. Det gjorde jeg enormt meget i alle mine klummer fra bare i år, her i 2020. Det handler om de to klummer, som jeg er mest tilfreds med nemlig den hyldest fra februar jeg skrev til mine elskede forældre samt den andensidste om hverdagsracisme og nu denne her i fra i dag.
Denne her skal jeg dog lige advare imod. Jeg er meget personligt berørt af hele situationen af de afviste asylansøgere og hvorledes disse behandles. Der sker hele tiden kedelige stramninger særligt nu hvor regeringen mv. vil overvåge deres færden og dagligdag via deres mobilers gps, browsers, sms’er osv. Det synes jeg er yderst respektløst og umyndiggørende overfor mennesker, der er presset nok i forvejen. Så ja, det er skrevet i vrede og afmagt ikke mindst ærligt.
Jeg er vred og frustreret og forfærdet
ASYLSØGERE: Jeg har sagt det før…
Jeg siger det igen og igen og igen og igen og igen til evig tid: Jeg er forfærdet over Danmarks politikere!
Jeg kan ikke længere holde ud af at leve i dette samfund, dette kontrollerede, bedrevidende, faretruende, kedelige, snæversynede, og jeg skal komme efter dig, hvis ikke …
JEG ER vred!
Jeg ved, at der er en hel del, der vil sige alt for vred.
Rasende, frustreret og samtidig oveni alt det enormt ked af det samt ikke mindst skuffet.
Jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, og hvor jeg kan henvende mig for at blive taget bare en smule seriøst.
PÅ MANGE måder er jeg som de åbenbart 1100 afviste asylansøgere.
Mit ønske fra tilbage i 2017 omkring, at jeg vil give mit danske statsborgerskab for, at mange andre kan få lov at blive er næsten gået i opfyldelse. Altså næsten.
Jeg skrev om det i mit første store bidrag i NORDJYSKE grundlovsdag 2017: ”(…) og hvis jeg selv valgte at blive, vil jeg arbejde mig til at få det på lige fod med de andre”.
Jeg er her stadig, og mange af dem, som jeg senere hen mødte samme år, er her endnu, mange er stadig afviste, og mange endte på Kærshovedsgård. Nogle af dem fra Kærshovedsgård har så omsider fået asyl.
DER ER stadig mange, som stadig spiller det farlige spil omkring deres uvisse skæbne. Ja ja, jeg ved det.
Vi har alle og enhver uvisse skæbner, dog er den betydeligt meget nemmere for os, som har det fundament at være en del af det danske og ellers verdenssamfund.
Jeg væmmes og skammer mig over, som også nævnt en hel del både i form af skriblerier og verbalt, at bevidne, hvorledes stramninger konstant skal sættes fast omkring de stakkels menneskers fødder.
For det er ikke, som om de ikke er presset nok i forvejen, at nu skal der mere til.
Måske skulle Tesfaye og co. finde en eller anden ø, som Manu ud for Australien, og sætte en løkke omkring hver af de afviste asylansøgeres hals og så trække til, mens han skubber til dem hver især, eller der falder et eller andet gulv under dem.
DEN SKÆBNE er langt bedre end den, som han og de andre i regeringen mener nu skal til for at få dem hurtigere hjem. Hjem? Eller måske nærmere hvor de nu end kom fra.
Gevinsten er så, at udover muligvis at få tildelt hele 20.000 danske kroner vil de nu også blive kontrolleret i hoved og r*v.
Som om det ikke er dybt frustrerende at leve som en tikkende bombe i forvejen, at nu skal der også kontrolleres på mobil mht. sms’er, gps osv., fordi det jo koster at have sådan nogle i samfundet. Illegalt.
Hvis mange af dem kommer af sted inden for kort tid, hvilket jeg tvivler på, får de også andre ting med sig: covid-19! At være i livsfare både som svævende sjæl i hele verden og samtidig få en souvenir. Sikke et privilegium!
SÅ VIDT jeg ved, er souvenir en ting, der bringes med sig hjem til minde om et bestemt sted eller en bestemt situation, tit i forbindelse med en udlandsrejse.
Igen må jeg slå i bordet og atter citere mig selv fra ovennævnte kronik i denne avis: ”(…) Det er ikke en afbudsrejse, en charterrejse, en jordomrejse, som man planlægger, og hvor alting er fryd og gammen.”
Sikke et minde at få med sig ”hjem” eller nærmere til det sted, som de kommer fra. Fra sin lange og hårde flugt.
JEG VED, at hvis det er muligt, vil deres familier blive lykkelige for at genforenes med deres familiemedlem. Og dog.
Bekymringerne vil hermed stige, for de er på sin vis stadig i livsfare i det samfund, som de har været født og bosat i til for omkring mellem 5-10 år siden.
JEG BEHØVER vel ikke nævne de to brødre fra Afghanistan, der blev eksporteret hjem, hvor den ene forsvandt, og den anden blev slået ihjel, fordi man her i Danmark ikke troede på dem og deres sager. Åh suk. Eller en bekendt, der for nylig her i Aalborg begik selvmord efter at have færdes rundt på tålt ophold i 10 år. 10 år! Sikke nogle vilkår! De afviste asylansøgere bliver nærmest slået hjem uden muligheder for at slå en 6’er eller globus for at kunne prøve igen, for at tages seriøst, for at blive mødt med tillid. Livet er vel nok ikke et brætspil som Ludo.
I DET næsten et år, hvor pandemien har været en del af alle menneskene i verdens liv, har det medbragt demonstrationer i ind- og udland. Senest i Danmark var uden for Christiansborg, hvor temaerne var restriktionerne herom, 5G og fascisme.
Åh, hvor gad jeg godt, hvis I kære vil se på jer selv og de muligheder, som I har, det heldige liv, som I er blevet skænket.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor der stadig er en stigende tendens til en både sagt og usagt hverdagsracisme både over for afviste asylansøgere, os de tidligere flygtninge også kendt som nydanskere mv. med og uden mundbind på. Blikke siger mere, end hvad nogle gange ord kan sige.
JEG MØDER rigtig mange forskellige mennesker på min vej i livets veje og afveje, gader og stræder.
Her møder jeg også afviste asylansøgere og mennesker, der har for længst fået asyl.
Nogle af dem har sågar boet på samme centre som de afviste. De er blevet så inkluderet i samfundet, at de helt har mistet jordforbindelsen eller empatien, at der stadig findes mange, som lider.
Endvidere: Det, jeg mente med at være som dem, er, at jeg er afvist ansøger, afvist i at være socialt inkluderet i samfundet.
Min viden anvendes i flæng, dog uden nogen form for anerkendelse eller for den sags skyld et job, for selvom jeg ifølge mange er skarp, så er det farligt at have mig ansat. Så nej, mit ønske er ikke gået i opfyldelse, og det at flytte til et andet land kan ikke realiseres pga. covid-19. *Suk*