Ahhh… så blev det endnu engang den fjerde fredag og hvis du endnu ikke har set det vil det sige jeg har atter en klumme i Nordjyske. Nemlig i deres debatsektion under
På Kanten. Denne gang er det tredje gang. Sidste måned handlede om at jeg foretrækker te frem for teknologi for jeg mener det er med til samle os på en rar og samhørig måde. Dette er yderst begrænset i teknologisk form hvis man, som jeg, ønsker at have en reel fordybelse og glæde af samværet med andre.

Fred være med det. Nu handler det om generaliseringer. Det har faktisk ikke rigtig været noget jeg tænkte over indtil denne skæbnesvanger dag tilbage i 2001 ændrede det hele for mig. Indtil da havde jeg ikke rigtig hverken tænkt tanken eller følt at jeg ikke var andet end et menneske bosiddende i Danmark. Det satte dette terrorangreb en stopper for og jeg har siden været meget opsat på hvem vi alle er, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen i vores liv – alt sammen medens vi har i mente omkring hvor vi har været. Det reflekterer jeg jævnligt over og for det er der bl.a. kommet denne klumme ud af det.

Jeg vil gerne lige pointere at min titel var en helt anden da jeg sendte den til avisen 😀 men fred være med det, den er åbenbart mere catchy med denne titel, som de har taget fra en af spalterne i klummen. Oh well..

Som sædvanlig vil jeg vil blive meget glad hvis du/I, der læser dette eller avisen i forbifarten måske osv. har lyst til at sende mig en kommentar. Gerne i gæstebogen og gerne over email. Det bestemmer du/I selv, bare en sober og respektabel tone holdes. Tak. Så er der vidst ikke mere at sige end blot god læsning.

Jo – hverdagsracismen findes

FREMMED: Jeg kan ikke komme udenom det, uanset hvor meget jeg egentlig allerhelst vil.

Jeg vil meget hellere ønske, at jeg her skulle berøre alt det smukke ved, at vi lever alle mennesker – nuancerigt og i forskellige aldersgrupper, størrelser m.m. – side om side med hinanden i fred og fordragelighed.

Det er desværre ikke sandheden. Hverken her i Danmark eller resten af verden. Det hører måske en anden og bedre tid til.

DET DER ”racisme” findes desværre alle vegne: På nettet, inklusiv spil, uden for i det offentlige og sociale rum samt sjovt nok også i dyreverdenen.

Flere gange om ugen er jeg ude og gå tur med Anton og dens ejer, en veninde. Her render vi altid på lidt forskellige dyr som f.eks. svaner, får, køer, heste og selvfølgelig andre hunde.

Anton gør sit for at passe på os – også når vi sidder indenfor en hvilken som helst aften og hygger med en god film, lækker middag eller andet. Der bliver gøet meget, særligt når der går mennesker forbi uden for på vejene. Virkelig belastende. Det hele hænger sammen med, at stakkels Anton bliver gejlet op af de små hunde rundt omkring, der bjæffer løs om det mindste. Forleden aften var Anton klar til at gå i flæsket på en brun labrador. Vi fik ham heldigvis stoppet. Den tror nemlig at alle brune labradorer er den, som angreb ham for et års tid siden.

DETTE bringer mig tilbage til ”racisme”.

Bare i Danmark findes der rimelig meget af det. De andre steder i verden vil jeg ikke her berøre, for dem hører vi nok om i diverse medier.

Taget i betragtning af hvor mange år, som jeg har levet og åndet i dette samfund, er det personligt kedeligt, hvordan det kommer til udtryk både for mig og ved andre.

JEG OPLEVER nogle gange, når jeg fortæller om den racisme, som jeg selv er og ellers har været udsat for blot

anses for at være mobning. Pudsigt nok eller ikke har jeg også langt op i mit liv og fra tid til anden til stadighed oplevet megen mobning. Der er markant forskel på mobning og racisme. Man kan ikke sætte mobning og racisme side om side for at indikere, at det er én og samme ting. Det er det desværre ikke. Der er sågar mange, der rent ud sagt benægter, at det i det hele taget eksisterer i landet.

Jeg tænker, at mange har den holdning til det, fordi det simpelthen er et noget tabubelagt emne. For mig at se og oplevet er racismen ikke særlig vel nedbrudt, for det blusser op fra tid til anden i megen høje bølger. Racisme adskiller mange mennesker, også dem, der som regel er meget enige om mange ting.

VI MÅ ikke glemme, at i sidste ende er ethvert menneske sig selv nærmest. Sagt på en anden måde: Ethvert menneske tænker først og fremmest på sin egen fordel. Det gør så hele diskussionen om racisme en anelse sværere. Der er ingen af dem, som rent faktisk sætter dagsordenen, ergo politikerne, for hvordan vi skal leve, som virker til at ønske at bekæmpe det stigende problem engang for alle. I forhold til f.eks. USA, hvor problemerne med racisme mv. er Danmark et ret lille land på omkring 5,806 millioner indbyggere (Danmarks Statistisk, 2019).

FØRST OG fremmest vil jeg definere, hvad racisme er i sociologisk belysning, inden jeg går videre til at belyse hvor det findes, af hvem samt hvordan det kommer til udtryk i det nok ikke så ukendte hverdagsracisme;

Enhver holdning, tro eller adfærd, der bruges til at forklare og retfærdiggøre fordomme og diskrimination af race eller etniske mindretal på baggrund af opfattet mindreværd.

RACE OG etnicitet bruges ofte som synonymer for hinanden, da vi støder på mange forskellige individer overalt i verden.

Rent politisk er der evig og altid en hel del stramninger på udlændingeområdet, hvilket er sørgeligt, særligt når det ved sidste valg blev fejret med kage af en vis tidligere rødhåret minister fra Mariager Fjord. Denne kan snildt blande sig i folks ægteskaber, adskille dem fra hinanden og ellers indtil videre slippe af med det.

Det er dog ikke de eneste kedelige tendenser, der er sat i værks herfra.

SELV ER jeg noget splittet omkring det at være udsat for hverdagsracisme og det at være kvinde i det danske samfund med persiske rødder.

Jeg er som nævnt en hel del gange i mine tidligere skriblerier, førstegenerations-flygtning fra Iran.

Jeg er af den ene eller anden årsag blevet behandlet anderledes, for jeg passer simpelthen ikke ind i andre folks kasser. Uanset hvor meget de prøver at stoppe mig deri.

FØRST OG fremmest: Stop det! For det andet er der ikke rigtig nogle, som helt kan definere mig, som noget bestemt. Op til tidligere kommunalvalg blev jeg opfordret til at stille op. Dog var jeg på ingen måder sikker på og ved stadig ikke hvilket parti, som jeg hælder mest til.

Dengang var der en fra Socialdemokratiets kreds i Aalborg, der sagde, at jeg er en alternativ enhed.

Det passer egentlig meget godt, og samtidig er det også svært at placere mig.

SÆRLIGT i mine år i Aalborg har jeg virkelig fået mødt Janteloven. Det er ikke den, som jeg kalder for hverdagsracisme.

Hverdagsracismen kommer til udtryk for jeg hverken er som den typiske danske eller minoritetskvinde.

Jeg er blot mig selv, Samira. Mange gange til stor irritation for mange andre.

Det er jeg, for jeg kan simpelthen ikke kan finde ud af at være andet eller andre for den sags skyld.

Det gør også, at jeg har svært ved at finde mennesker, som jeg er sikker på kan lide mig for det, jeg er, og det, jeg rummer, end at puttes i kasser, så andre ved, hvor de har mig, for på den måde kan de føle sig trygge og sikre på, hvad jeg er for en.

VI FORETAGER generaliseringer om andre mennesker og genstande for at give mening om verden.

Når vi ser noget, ønsker vi at vide, hvad det er, og hvordan vi reagerer på og interagerer med det. Hvad enten det er et menneske eller en genstand. Særligt baserer vi vores konklusioner ud fra vores erfaringer sågar også andres.

Nu handler dette om mennesker og de omtalte erfaringer handler om, at vi ved, hvordan vi bedst muligt kan interagerer med dem.

Tit og ofte går vores generaliseringer over i stereotyper eller sagt med andre ord, antagelser, der for det meste er uberettiget.

Det handler for det meste om andre menneskers egenskaber.

HVERDAGSRACISMEN kommer så til udtryk på, at jeg ikke har de samme holdninger omkring det at gå f.eks. klædt på en bestemt måde, farve mit hår, nu det er blevet lidt gråt og på den anden side det, jeg ikke tages alt for seriøst i samfundet, særligt når jeg ytrer mine meninger eller ingen svar får på mine ansøgninger.

Nu er det som bekendt den 11. september. 9-11. En tirsdag, som langt de fleste mennesker kan huske markant omkring, hvad de lavede, og hvor de var der i 2001 – muligvis ikke småbørn.

SELV VAR jeg aktiv i en forening ved navn PigeLiv i Aarhus, hvor det handlede om at integrere danske og etniske piger. Jeg var den eneste med persiske rødder.

Endvidere havde jeg indtil denne skæbnesvangere dag ikke følt, at jeg var udlænding.

Det blev der hurtigt ændret på dér i 3.g på Langkær Gymnasium.

Jeg var sammen med min ene bror til hue-opmåling den dag. Jeg kan tydeligt huske, hvor ked og skrækslagen jeg blev af de fatale følger, som livet vil medføre efter denne episode, denne handling.

DET KOM allerede til udtryk til om fredagen, den 14. september. Her holdt gymnasiet, som mange andre steder, to minutters stilhed for de mange ofre og deres pårørende.

Min bror og jeg stod med hovedet bøjet og lukkede øjne. Der var nogle af de andre med etniske rødder, som larmede, skubbede lidt til os, spyttede på os og kaldte os forrædere.

Hertil prøvede jeg at forklare dem, at det ikke er USA, det handler om, men hele menneskeheden.

Jeg har altid og særligt derfra gjort mit for at gøre verden til et bedre sted for os alle sammen.

Jeg kan skrive flere sider herom. Dog orker jeg det på ingen måder. Så ja, racisme findes også blandt etniske minoriteter. Dette er trods alt ikke den eneste oplevelse, som jeg har haft.

JEG ER hverken bedre eller dårligere end andre. Faktisk er jeg kun et menneske, der som alle andre har jeg ønsker at blive set og hørt som det individ jeg er og de ressourcer, som jeg har. Vi skal alle kunne anerkende hinanden for de handlinger, som vi hver udfører. Det og meget andet er kommet markant mere til udtryk i min kronik fra juni 2019, ”Min sjæl slår knuder”, i denne avis.

LAD OS for pokker sigte efter at leve i fred og fordragelighed sammen side om side med respekt i højsædet hvor alle er ligeværdige borgere uanset herkomst.

Alt i alt handler det for mig ikke, hvorvidt du er godt eller dårligt integreret – det handler i al fald om at, hvor vigtigt det er at man fungerer i samspillet med andre mennesker og i samfundet; at man inkluderes socialt, personligt, psykisk, så man føler, at man har et tilhørsforhold til der, hvor man nu er bosat, uanset om man er brun, sort, mørk eller hvid.