NB ! Der er sket en lille uskyldig fejl. Min redaktør er kommet til at trykke den forkerte tekst.
Af den grund har jeg så indsat teksten, som den egentlig var tiltænkt at trykkes. Det er som bekendt menneskeligt at fejle så ingen alarm 🙂 Dog vil jeg som sædvanlig af respektive årsager henvise til avisens side, som man kommer til ved at trykke på overskriften.
Åh ja. Titlen siger egentlig mest om hvad jeg har skrevet om denne gang. At gøre alt for ikke at miste sig selv SÆRLIGT i disse COVID19 tider. Jeg ved det er hårdt. Det er der ikke ret meget udefra, der kan gøre en forskel udover en selv. Få det bedste ud af det for din egen skyld. Ellers bliver det virkelig trægt, kedeligt og ensomt.
/S
Husk at være god ved dig selv
Mist ikke dig selv
Siden COVID19’s indgreb på ind- og udland er jeg ikke blandt ret mange mennesker. Det har jeg for sin vis heller aldrig været – i hvert fald ikke alt for mange på én gang. Det dræner mig. Meget. Særligt med deres forskellige vibrationer af energier og vekselspil, der påvirker mig enormt. Det er trættende og jeg har bare lyst til at komme væk ret hurtigt. Særligt når jeg er en tur i Bilka. Jeg har for det meste altid taget derind på tidspunkter hvor der ingen myldretid har været. Naivt egentlig af mig at tro og gøre det. Jeg er det, som man kalder særlig sensitiv og ambivert (skiftevis introvert og ekstrovert, altså indadvendt og udadvendt).
I Aalborg nærmere Skalborg er Bilka, som bekendt for langt de fleste, placeret i storcentret, og der er rigtig mange forskellige butikker. Lukket og slukket det meste af det pga. et kendt pandemi-angreb. Det føles alligevel lidt underligt. Vi mennesker er såmænd vant til at se hav af mennesker særligt der i Skalborg strømme ud og ind af de mange ind- og udgange – både fra butikkerne og parkeringspladsen. Der kommer mennesker fra nær og fjern. Det siges at i gennemsnittet bruger man mindst 2 timer i sådan et storcenter på en ganske almindelig dag dvs. når COVID19 ikke lige har været den syndige uromager. Ak ja. Mundbindet gør det hele virkeligt synes jeg. Der går altid lidt tid når jeg har mit ninjasorte mundbind, kreeret af min kære mama, på, at jeg indser, at jeg ikke er den eneste i verden på Moder Jord. Det føles nogen gange sådan for mig i al fald.
På mange måder og naturligvis er det blevet en anelse sværere at møde andre mennesker i denne tid. Det er sværere at aflæse deres udtryk i ansigtet når der er mundbind på samt vi alle skal holde afstand fra hinanden. Efterhånden er jeg kommet til samme konklusion som i sommers. Denne pandemi er kommet for, at vi kan – forhåbentligt – bruge tid på at tænke os rigtig godt om livet, vores relationer mv. Jeg erfarer dog at mange egentlig fraskriver sig meget ansvar i forbindelse med restriktionerne og kreative er deres kedelige undskyldninger.
På mange måder er verden endnu mere delt end nogensinde – det samme er gældende landet over, herhjemme i Danmark. Her tænker jeg særligt på om det er nødvendigt at testes, vaccineres osv. – og om den er sand den pandemi. Det ræs er jeg selv hoppet af for jeg magter virkelig ikke sætte mig ind i det hele for jeg bliver bare udmattet. Udmattet af at, der er rigtig mange forskellige meddelser, meninger, oplysninger mv. omkring alting. Jeg kan efterhånden ikke følge med mere. Endvidere går jeg også meget i al [udover hagl og i samme kaliber] slags vejr og vind. Det er nu meget rart. Jeg elsker naturen. Jeg føler at jeg får foræret noget nyt hver eneste gang selv på den samme tur, som jeg for det meste tager mig. Nogen gange tager jeg den op til 10 km i raskt tempo og andre gange blot 2 km.
Tit og ofte – særligt når vejret arter sig, som i weekenden og et par dage før det, møder jeg en hel del mennesker, der også er ude og gå tur. Naturligt nok [mestendels] UDEN mundbind og visir.
Det er de samme typer, som jeg rendte ind i præ-COVID19. Både dem, der smiler igen og hilser. Nogen stopper endda op og snakker med eller begynder med at snakke til mig. Der er også dem, som kikker den anden vej, lige frem eller ned i jorden. Hurra for den broget mangfoldighed.
Spændende og underholdende er det. Jeg dømmer ingen. Der er plads til os alle. Jeg elsker at være ude i naturen, betragte og se samt møde andre væsener, fotografere, blæses igennem, få mit sol-kosttilskud/d-vitamin. Det er langt mere fascinerende og underholdende end hvad, der er på diverse apparater såsom TV og streamingtjenester. Der er heller ikke noget vitterligt interessant for mit vedkommende.
Jeg tænker, at selvom hverdagene for mange af os er det samme, så skal vi – helst for vores egen skyld – ikke gå ned med flaget. Det er heller ikke sundhedsfarligt at savne. Det at savne mennesker, samvær, koncerter, biografer, restaurant- og cafébesøg mv. i COVID19’s trummerum er fuldt ud forståeligt. Det betyder dog ikke at alt ansvar skal fraskrives og der skal opfindes nye dårlige undskyldninger om alt er bare COVID19’s skyld. Det er desværre et vilkår, som kun kalder på at tage det ene ben foran det andet og – uanset hvor svært det kan være og er – gå dens gang. Nogen gange med andre nogen gange alene. Det er i det hele taget livets kår, som vi alle lever under. Jeg er udmærket opmærksom på, at meget har ændret sig og vil altid have langtidsvirkninger. Jeg vil mene det, at hvis vi alle gør endnu mere indsats så vil det hele være noget nemmere for os alle. Ikke de, der mener det at købe dyre rejser, ejendomme mv. er at vise samfundssind. Det er det på ingen måder det, der menes med ovenstående og deraf slet ikke de få personer, som jeg hentyder til.
Endvidere tænker jeg, at det bedste menneske vi kan møde i denne tid er os selv. Endnu engang, som jeg gjorde i sommers, vil jeg opfordre til at lære os selv bedre at kende. Det er nu meget sundt at lære sig selv endnu bedre at kende både i med- og modgang. Det er trods alt den eneste person, som du under alle livets omstændigheder og rutschebaneture har med dig – om du vil det eller ej.
Så vær god ved dig selv, gå en tur, læs en bog, lær at spille et instrument, skriv en klumme og inspirer andre til at være og gøre det samme ! (: Samfundssind er også at tage vare på hinandens velbefindende på alle planer i takt med vi også tager os af os selv.