Ja jeg kan sgu ikke holde mig væk haha (: Ej. Denne klumme havde jeg egentlig tænkt mig at skulle trykkes den 18. februar 2021 dog var der nu plads til min klumme i dag. Så jeg vil skrive videre på en anden klumme, færdiggøre den og sende den så den kan trykkes den 18. og så har jeg ellers en i avisen den 26. 😀
Jeg har ikke ret meget at tilføje. God søndag ! 😀
/S
Hvornår er jeg god nok?
SELVHJÆLP: Hvornår er jeg god nok som menneske?
Lige netop dét spørgsmål er jeg sikker på, at langt de fleste enten har stillet eller stiller sig selv flere gange i løbet af livets ture i dets rutsjebaner. Både når det går op/godt, og når det går ned/mindre eller slet ikke godt.
Hjælp til selvhjælp eller nærmere: hjælp til at klare sig selv.
DET ER ikke noget nyt.
I efterhånden utallige mange år har mennesket, individet skullet finde ud af, hvordan det bedst muligt lever sit liv. Alt sammen resultatet af den forgangne tids slagplan om bedst mulig overlevelse; fra istiden, dyrejagt, flugten fra større dyr samt selvsagt det at hygge sig i store og små mængder. Sagt på en anden måde, det at sætte børn i verden. Ganske naturligt for ellers ville menneskeheden ikke have varet ved til lige her og nu samt fremefter.
SÅ DET er hverken nogen underdrivelse eller overdrivelse, når jeg mener, at det på nogle [okay, mange punkter] var noget mere simpelt at være jordbo. Alt afhængig af, hvordan man vælger at se på det.
Jeg tænker, der var lige til dagen uden de helt store refleksioner hvor man så levede fra dag til dag bestående af ovenstående aktiviteter. Der er nok ikke særlig mange, der ved, at den moderne form for mennesker, som vi er og kender den i dag, udviklede sig kun for omtrent 200.000 år siden.
Det er virkelig ikke ret meget eller længe siden når vi lige her for kort tid siden er trådt ind i året 2021.
STENALDEREN, også kendt som jægerstenalderen. I takt med det at jage dyr og flygte fra større dyr blev menneskehedens liv og levned noget mindre farligt. Herfra skulle de finde frem til hvordan sådan et liv grundlæggende skulle leves, hvilke foranstaltninger, der skulle til mv. Det var særligt filosofferne, der indsatte de andre mennesker i en bestemt sammenhæng med et bestemt sigte heraf bl.a. ”det gode liv”.. Mange filosoffers storhedstid var dengang såsom den græske Sokrates
(489 f.Kr.-399 e.Kr.).
Det siges, at det er Sokrates, der udtænkte psykoterapien. Det skete i forbindelse med hans henrettelse.
Her rekommanderede han sine medmennesker om at være mere opmærksomme på at passe på deres egne sjæle (Kilde: Den Store Danske online).
DET KAN enkelt siges, at selvhjælp så på ingen måder er et moderne begreb. Det har eksisteret i tusindvis af år.
Således har viden omkring mennesket psyke og sociale position i samfundet udviklet og udvidet sig enormt fra dengang. Flere forskellige mennesker eller ”eksperter” har således skabt et marked, som et grundlag for en bestemt aktivitet, ud af det. Der er konstant stigende efterspørgsel på det at få, have og vedligeholde det gode liv. Selvsagt er det meste ikke til fri afbenyttelse eller omkostningsfrit. Det siger vel sig selv når det spænder vidt med undersøgelser, der til stadighed, foretages af forskellige sekter, kulter, hæderspersoner mv.
JEG KOMMER sådan til at tænke over, hvornår vi mennesker egentlig er helt og aldeles tilfreds med alt, som vi gør, siger, består af mv. trods forskellige problemer, udfordringer mm. Når vi når til et punkt, hvor vi [vel og mærke nogenlunde] er det, går vi oftest i stå.
SAGT PÅ en anden måde, at vi som mennesker er glade for eller har affundet os med noget hvor vi så ikke forlanger, forventer eller ønsker mere. Jeg tror, at jeg er næppe den eneste, der ender med at bebrejde mig selv en masse om bl.a. at tusinder af ting stadig kan og bør gøres her og nu. Endvidere ender det i rastløshed med et par eller fem [omend ikke flere] overspringshandlinger. De er der vel egentlig til at gyde olie på de oprørte vande så vi på den måde beroliger os med at noget når vi da i det mindste af alle de ting, der [muligvis eller kan] bugne sig op. Det er meget nemt i disse covid-19-tider.
ULTIMO januar nævnte jeg i min klumme, om ledighed, hvordan min jobcenter rådgiver tit og ofte til stadighed verbaliserer omkring at, jeg skal arbejde mig til at blive en bedre udgave af mig selv.
Jeg synes det er noget spøjs noget at sige til et menneske, som man knap nok kender og dog man alligevel mener, at man kender helt ind til benet. Det vil jeg først og fremmest slå fast, at det er de færreste, der gør ved mig. Mange mener, at de kender mig bedre end jeg selv gør hvilket jeg synes er ene og aldeles grotesk.
Det fører mig til en masse vidererefleksioner såsom; hvordan synes det, at man som menneske er eller bliver den bedste udgave af sig selv?
JEG HAR spurgt rundt af forskellige mennesker, som jeg kender fra forskellige steder i livets vej om, hvornår de mener man er god nok som menneske.
Det var en udmærket lille rundspørge, som jeg brugte som en slags hurtig research. Jeg fik lidt forskellige dog nogen soleklare gennemtænkte svar;
Måske når de laver hvad de vil uden at de udnytter noget eller nogen til gengæld. Aldrig. For når mennesket er blevet mere eller mindre tilfreds med sig selv, så er der altid mindst én anden, der nok skal få pillet en ned igen.
I SOCIOLOGIEN er der også en hel del om dette fine emne undersøgt og beskrevet af mange og på forskellige måder. Jeg vil ikke komme ind på dem alle. Jeg vil nævne særligt én, som jeg synes er yderst let og relevant at forstå samt begribe for alle.
Det handler om the sociological imagination [den sociologiske fantasi] af den amerikanske sociolog C. Wright Mills (1916-1962). Kort fortalt kigger den sociologiske fantasi på og beskriver om bevidstheden om individernes problemer, som værende af en del af større sociale strukturer.
Dvs. det, der ligger uden for individernes personlige kontrol og omfanget af deres egne indre liv, som er rodfæstet i samfundet.
I sit berømte værk fra 1959 skrev Mills følgende, ”Neither the life of an individual nor the history of a society can be understood without understanding both.” (oversat frit til dansk: Hverken livet for et individ eller et samfunds historie kan forstås uden at forstå begge dele).
I BUND og grund vil jeg mene, at det på den lange bane handler om tillid, overbærenhed, accept samt utallige mange andre fine egenskaber: Jeg tror fuld og fast på, at alle vi mennesker i hele verden indeholder disse og ,sådan som sagt, mere til i væsentlige forskellige grader. Nogen mere udviklet end andre.
OG SÅ lige det sidste før tæppefaldet: Den franske filosof, samfundskritiker et al. Voltaire (1694-1778) vil jeg mene havde ganske fint fat – som utallige andre fra dengang, før den tid og sidenhen – i den lange ende;
(engelsk:) “What is tolerance? It is the consequence of humanity. We are all formed of frailty and error; let us pardon reciprocally each other’s folly – that is the first law of nature.”
(Oversat frit til dansk:) ”Hvad er tolerance? Det er konsekvensen af menneskeheden. Vi er alle dannet af skrøbelighed og fejl; lad os tilgive hinandens dårskab gensidigt – det er den første naturlov.” Ligegyldigt hvordan livet er for enhver af os, mener jeg, at, det er vigtigt at huske, at til syvende og sidst er vi alle elsket, unikke og værdifulde. Nå ja, og gode nok samt fortjener at leve i overflod af sundhed i det gode liv.