Ak ja. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at skrive endnu en klumme atter indsendt og trykt før tid. Det kan være der kommer en mere før den 26. februar. Jeg regner med det bliver den 18. februar.
Denne klumme skrev jeg i lørdags da jeg bare sad stille og tænkte over hvilke kendsgerninger jeg kan komme frem med, som værende kedelig i den offentlige [samfunds-]debat.
Min kære glade redaktør Ove Nørhave synes meget begejstrende om at det er spændende det jeg har skrevet om kedsomheden. Som jeg skriver i begyndelsen af klummen ved jeg ikke helt hvordan denne klumme modtages faktisk ved jeg ikke hvordan noget af det jeg ellers skriver, sender ind og får trykt modtages. Det er yderst minimalt på fronten af tilbagemeldinger, som jeg siden november 2015 har modtaget. Dét skal lige siges at det ikke er formålet med mine skriblerier dog kunne det være ekstra glædeligt at høre hvad andre synes om det ene og det andet, som jeg har forfattet.
Nå men i fare for det bliver en roman. Værsgo. Nyd det om kedsomheden. Så vil jeg i mellemtiden skrive mine næste to klummer færdige og samtidig leve det liv her. Tak
Kedsomhedens kendsgerninger
TILVÆRELSE: Af gode grunde ved jeg ikke, hvordan denne klumme vil blive modtaget.
Siden jeg skrev mit første indlæg i avisen i november 2015 har jeg indtil videre kun modtaget maksimum 12 e-mails fra læsere af avisen.
På min hjemmeside er disse delt også de fra andre såsom Johanne Schmidt-Nielsen, Carsten Jensen, Abdel Aziz og mange andre. Det er egentlig noget ejendommeligt at bruge tid og timer i god – måske nærmere naiv – tro at, der faktisk er bare ét enkelt menneske, som det jeg skriver vækker noget frem i.
MEGET besynderligt, at det i den forgangne måned ikke skete én eneste gang, og her havde jeg ellers skrevet fire klummer om fire vidt forskellige emner.
Selvom jeg gør det her frivilligt, er det ikke ensbetydende med, at jeg bare angriber, så jeg kan få opmærksomhed. Tværtimod.
Til gengæld ligger der faktisk et stort stykke arbejde bag.
SOM DET kan ses/læses, har jeg meget på hjerte, og med tiden er jeg blevet bedre til at komme ud med det. Det kan klart og utvetydigt fornemmes, at jeg er ganske enkelt dybtgående og udførlig med alt, hvad jeg skriver og sender ind.
Tit og ofte får jeg af vide af mange, at jeg er mærkelig, at jeg gør alt det her kvit og frit, for det vil de aldrig selv gøre i hundrede år.
Juhu, jeg har, siden jeg trådte mine fødder i den nordjyske muld, fået at vide mere eller mindre dagligt, at jeg er da godt nok mærkelig [sagt med nordjysk dialekt]. Så det er ikke noget nyt.
KENDSGERNINGERNE er fine at komme med nu og her.
Jeg er noget forbavset over, at vi lever i et verdenssamfund og nationalsamfund, der ikke er særlig interesseret i det, der gør livet godt.
Det er, hvad enten det er andre mennesker, deres liv, deres oplevelser mv. Angiveligt er det stadig sex og dårligdomme, der sælger. Trist, men sandt.
Hvorfor i alverden skulle det gøre nogen godt, at vi er nogen, der har gjort deres absolut ypperste for at integreres og inkluderes i dette forjættede land?
DET ER ikke os alle, der har samme oplevelser og opvækst som bl.a. [æret være hans minde] Yahya Hassan, Sara Omar m.fl.
Men det gør os da på ingen måder mindre interessante eller mindre værd fordi vi ikke har fået tæsk og andre ting.
Alt respekt til de ovennævnte forfattere, som jeg ikke kan udtale mig mere om da jeg ikke har nogen interesse i deres værker. Dét er åbenbart alligevel ikke interessant for hvis man kigger på hvad, der sælger er det ikke solstrålehistorierne, som tidligere mobbeoffer.
Dét skal sagt på nydansk væretrue crime i form af digtsamlinger, sørgmodige traditioner og 117 andre faktorer.
SÅ I bund og grund er jeg bare kedelig.
Efterhånden er jeg for mange ude af stand til at inspirere, engagere eller vække interesse; uden oplivende eller interessante elementer. Hverken omkring de ting, som jeg skriver eller de ting, som jeg har oplevet, erfaret, mærket, mistet, elsket etc.
MINE bunker af ansøgninger rundt omkring indikerer måske det samme, for jeg har endnu ikke fået noget frugt båret ud af en eneste af dem.
For lidt siden sad jeg og nærstuderede mit CV. Jeg kan kun konstatere, at det ikke er helt lidt, alt det, jeg har lavet. Jeg kom til at tænke, at der efterhånden mangler farver i det. At jeg i det store hele i overensstemmelse med mine mange erfaringer ikke på noget tidspunkt har fået lov eller nærmere muligheden for at bestemme eller have reelle ansvarsområder. Hverken som ansat eller som frivillig.
SOM ANSAT i tolkebranchen har min rolle egenhændigt handlet om at oversætte helt og aldeles korrekte ting frem og tilbage; mellem min klient og den professionelle.
Som frivillig har jeg taget initiativer for forskellige tiltag med henblik på at løse et problem eller forbedre en situation uden egentlig at tages særlig seriøst for det.
Alt det her kan nogen gange få mig til at tænke om jeg mon har spildt for meget tid på at opnå noget, som jeg nu ikke helt kan sige hvad er eller var da jeg først og fremmest begyndte.
Uanset hvad er der desværre ikke ret meget i livet, som kan tages om og slet ikke hele livet fra dag 1. Det kunne ellers fra tid til anden være meget rart.
SÅ I bund og grund kan jeg konstatere følgende, som jeg også en dag i telefonen med grådkvalt stemme sagde til min lillebror; [først og fremmest er jeg ikke grådkvalt på nuværende tidspunkt]; Mine klummer og kronikker er det eneste talerør, som jeg rent faktisk har muligheden for at give mit bidrag til et samlet hele omkring hvordan og hvorledes. Jeg har altid gjort og vil altid gøre mig mange tanker om tilværelsen samt min vinkling og syn af verden og virkeligheden.
JEG HAR vitterligt ikke særlig mange andre steder at henstille disse. Livet er og kan være en kamp trods jeg ikke har haft det sværeste familieliv og opvækst indenfor familiens rammer. Det er samfundet udenfor min hoveddør, der gør at jeg bliver rastløs når jeg anstrenger mig uden nogen form for opnåelse af tilstrækkelige resultater, Jeg er på alle måder privilegeret og tager hverken ingen eller intet for givet, dog kan voksenlivet godt være en anelse hårdere. Så venligst bær over med mig, tak.