Endnu en publicering i Nordjyske dog denne gang i den del af debatten, der hedder Stafetten. Nu vi er ved den fine avis er jeg blevet så heldig at være en af ud af 20 mennesker, der har min egen klumme i avisen. Det er så en del af På Kanten holdet. Jeg vil få skrevet og trykt en klumme hver 4. Fredag med start nu på fredag den 17. Juli.
Jeg er meget beæret over det samt at have to klummer i avisen i denne uge ❤️

God fornøjelse !

At (gen)finde balancen

LIVET: Jeg fylder endnu et år lige om lidt. Faktisk er det meget tæt på. Der er under to uger tilbage, når denne er trykt.

Jeg vil slet ikke komme ind på den alder, jeg bliver, for tilværelsen er ikke helt fulgt med den bane. Den rutsjebane, som livet nu er for mit vedkommende og nok de fleste andres også. Nemlig op og ned samt ned og op i overført betydning.

NÅR JEG tænker videre over det, får jeg først og fremmest ligesom en knude i maven – det er lidt belastende.

Hvem bestemmer egentlig, hvordan tilværelsen skal være eller nærmere hvad den skal indeholde, når man når forskellige milepæle af aldre både mht. uddannelse, job, civilstatus, stiftelse af familie, lønninger mv. – alt det, der mere eller mindre hører livet til.

Er det noget, vi alle skal, kan eller bør få?

JEG KOMMER sådan til at fundere over, hvor tankerne kommer fra; er det fra os selv, eller er det andre folk, der giver os det læs oveni alt det andet, som vi bærer rundt på?

Det kan i princippet være alle andre, der enten har opnået det og bare gerne vil have, vi andre opnår det.

Det kan ligeså vel være folk, som vi kender godt, og som vi egentlig slet ikke kender.

Alle kan nærmest blive helt forargede over det, når de milepæle, som de finder essentielle for livet, endnu ikke er opnået.

NÅR JEG snakker om de ting, som jeg gerne vil opnå, men som endnu ikke er sket, tales det mange gange negativt om, for så fint er det altså ikke altid.

Det er der sjovt nok ikke noget i livet, der er.

Det er, som om de sådan skal pille mine drømme og ønsker for livet fra hinanden i tusindvis af stumper, der gør det hele en anelse sværere.

Det ender så med, at jeg ikke ønsker at ytre de ting, som jeg reflekterer over til særlig mange. Kun til ganske få.

JEG SYNES efterhånden, at i dag har mange i samfundet helt og aldeles glemt, hvordan det er at være et medmenneske. Altså for hinanden.

Det er trist.

Det handler mere om at vise sig, nærmere udstille sig selv mere interessant.

Jeg vil så mene, at det sker på den helt forkerte måde.

PÅ VEJ til toppen af poppen i diverse sociale medier er der mange, som ikke helt når dertil, fordi de simpelthen ikke har what it takes .

Jeg har set flere blive mobbet og hånet. Alt sammen på bekostning af andres usikkerheder.

Det er kommet til udtryk ved at blive forklejnet af andre for, at de kan få noget underholdning og blive vellidt i deres tilværelse.

De får det bare til at virke mere interessant.

SÅDAN ER det med den rette belysning, lokation, toner mv., der er med til at gøre særligt de unges verden mere selvcentreret og på den måde i søgelyset af de sociale medier.

Jeg synes, at vi skal anerkende hinanden for de forskelligheder, vi har, for som bekendt synger alle fugle med hvert sit næb, som et fortrin, der – hvis vi giver plads til det – kan eller nærmere vil påvise, hvor ens vi egentlig er, uanset hvor mangfoldigt borgerne er i samfundet.

DET MED at skulle gøre sig selv interessant, S-T-O-P det – én gang for alle.

Det er mere hensigtsmæssigt og virker mere befordrende at (gen)skabe en interesse i andre i stedet for.

Verden skal tilbage til der, hvor vi er interesserede i samfundet, andre mennesker samt de vanskeligheder, der er omkring os hver især.

Det handler f.eks. ikke kun om, at en verdensomspændende pandemi sætter en stopper for at være sociale.

HVAD BETYDER det egentlig efterhånden at være social?

I det hele taget er mange mennesker tvivlrådige. De er simpelthen så usikre, så tvivlende om, hvad de skal gøre, mene, eller hvordan de skal forholde sig til noget vigtigt eller alvorligt.

Det er de, fordi der ikke gøres plads til refleksioner for at få bedre indsigt i sig selv og sine handlinger.

Det hele kører for stærkt i den rutsjebane, vi hver især er på. For når der ikke er plads til mere fordybelse, bliver det kaotisk ved, at det hele bevæger sig ufatteligt hurtigt fremad med skiftevis bratte stigninger og dybe fald.

Hvem skal så reddes og af hvem?

DET HANDLER desværre alt sammen om deling af succes og ikke om den krise, man har stået i i forskellig grad.

Det er næsten skammeligt at føle sig på den måde, når alle andre har det så meget bedre end én selv.

Det er med til at gøre mange alt for deprimerede – dog farligst af alt: ikke at føle sig hjemme noget sted og uden fast holdepunkt i tilværelsen.

For hvad er det liv i det hele taget?

Når det ikke går for stærkt, hvad er så meningen med det? Er det da ikke sådan, vi virkelig lever?

IGEN, som skrevet foroven, er det vores egne ønsker eller er det andres ønsker eller opnåelser, vi sådan higer efter at komme i hælene på og selv nå til?

For hvis det er sådan, at man virkelig skal leve efter det med at opnå det, alle andre har, handler det vel først og fremmest om at have fanden i hælene.

Det virker nemlig på mig, som om mange livet igennem iler af sted uden at stoppe op og nyde det, som de rent faktisk har gang i.

MÅSKE ER det bedste, vi hver især kan gøre for os selv virkelig at stoppe op, være der for os selv, give os tålmodigheden til at være den, vi i bund og grund er uden alt for meget påvirkning udefra; virkelig at mærke os selv.

Det vil gavne os alle, for så vil vi være bedre i stand til at anerkende og respektere hinanden.

Måske er det faktisk dét, som denne pandemi egentlig har som formål, på trods af at tusindvis af uskyldige mennesker så desværre har mistet livet?!?