OPRÅB:: Hallo??? Er der nogle ude i civilisationen?

Jeg er en af de mange og i sin tid som en af de første danskere (trods jeg er verdensborger) ifølge mediet selv var helt med på hypet og sprang på den efterhånden især for mig selv intetsigende Facebook bølge. Dagen var den 13. december 2007 hvor jeg oprettede min profil. Jeg var helt opslugt af det og brugt mangt og meget af min kostbare tid derinde hver eneste dag derfra. I bagklogskabens skær er jeg dog lykkelig over at jeg ikke havde en smartphone for så vil jeg ikke kunne være i nuet med andre ting så det at skulle tjekke og stene i Facebooks tåger skete over computeren. Som tiden gik og der dukkede flere og flere danskere og andre godtfolk på var det spændende nok også tildels underligt at lige pludselig var hele mit liv repræsenteret som besætningsmedlemmer på det gigantiske mystiske færge Facebook. Familiemedlemmer, som jeg ikke havde set i flere år da de bor rundt omkring i verden (faktisk grunden i det hele taget at komme på Facebook!), barndomsvenner, fritidsklub pædagoger, sportstrænere, klasse ”kammerater” fra skole og gymnasie, medstuderende, undervisere, nuværende og tidligere kolleger og så videre. Dem jeg gik i skole og gymnasie med mobbede mig i høj grad hvilket jeg egentlig også oplevede på Facebook af den ene eller andet art så mange år efter; 5-9 år efter sidste træf. Hmm jeg undres.

For sin vis var det rart at have kontakt med f.eks. en kusine helt ovre i Sydney, en anden i Canada osv. når man sad i lille Aalborg, levede sit liv og læste på universitetet: At man trods tidsforskel, flere timers og tusindvis kilometers afstand kom tæt på hinanden samtidig med man kunne følge med også være nysgerrig i andres mere profileredes menneskers liv. Efterhånden blev jeg nærmest ”venner” med alle jeg mødte på min vej over Facebook for man skulle da nødig misse muligheden for at undvære at inviteres til fest og planlægningen af kaffeaftaler, besøg, middage og what not – UDEN at det i det hele taget blev til noget langt over halvdelen af gangene. I takt med Facebook blev større og jeg fik som alle andre nye ”venner” gled min kontakt med de og andre familiemedlemmer i den globaliserede verden i sandet. Jeg begyndte så at sætte mere og mere spørgsmål tegn ved om hvad jeg egentlig lavede der selv sådan uden videre. For mange blev det til mere og mere iscenesættelse med bl.a. at poste en masse billeder, statusopdateringer. Flere gange derfra begyndte jeg i et par år inde i cirkusset at deaktivere min profil (ligeså snart man kunne) for jeg var blevet godt mæt af det. Det gav ingen mening for mig og jeg synes det er for sin vis stadig synd at ved at have Facebook behøver man mange gange ikke stille spørgsmål for man får nærmest alt serveret i form af informationer og billeder mv. via en masse klik.

Jeg var også godt træt af at i ny og næ skulle invitere og opfordre til at mødes udenfor alt det cirkus hvor jeg som skrevet ovenfor i høj grad fik afslag af den eller anden art ved bl.a. det at blive ignoreret, ikke selv inviteret, løjet for (billeder afslører jo er det eneste jeg kan sige om det). Hmmm mobning og social udelukkelse fra at ville og vil være social udenfor det medie er åbenbart en kamp uden ende.

Efter gentagelser af ovenstående episoder og utallige de- og genaktiveringer besluttede jeg efter 7 lange år og 666 (!) ”venner” senere en dag i primo 2014 at sige STOP. Jeg deaktiverede min profil og har derfra ikke set mig tilbage. Jeg savner det heller ikke. Jeg skulle bare væk fra det cirkus, som gradvist var blevet til et kaos uden lige. Dejlig følelse for mig men tilsyneladende ikke accepteret af
mine medmennesker særligt lokalt i Danmark med undrede og forbavsede reaktioner på jeg ikke altså er på Facebook. Kontakten med mine globaliserede medlemmer i familien og andre betydningsfulde mennesker i mit liv har jeg alternative metoder at være i kontakt med dem på som f.eks. et ganske almindeligt (hov nu skal jeg stoppe mig selv for det er jo ikke længere almindeligt) opkald, møde mv.

Jump forward til kommentarer efter min afsked med mediet..
”Er du stadig i live?” –  ”Jeg forstår virkelig ikke hvordan du ikke kan være på Facebook” – ”Jeg har også overvejet at deaktivere min profil eller slette den men alle mine venner derinde og det gør bare alt nemmere for så kan jeg følge med” – ”Du må godt nok skamme dig over ingen venner at have og være noget ensom..”

Jeg får stadig samme eller lignende kommentarer i mødet med mennesker udenfor Facebook hver gang jeg får meddelt at jeg altså [stadig] ikke er på Facebook. Sjovt sådan en findes altså for andre det at være udenfor dog er de det ikke helt når telefonen bipper med påmindelser og beskeder konstant. Fred være med det.

Vi hører politikerne gang på gang give os alle en opsang eller ordre på integration uden at de selv ved hvad de selv taler om for hvad betyder det? Ja vi skal lære og kunne det danske sprog, man skal i arbejde, forsørge sig selv mv. Fint. For mig handler det ikke om integration men inklusion: Ergo inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng. Det vil jeg vove og påstå at Facebook har sørget for og sørger for at gøre i en sammenhæng. Fællesskabet og mangel på samme er her ikke med til at lære os at rumme og kommunikere med hinanden for at skabe dialog. Det er blevet for nemt at gemme sig og undgå nærmere slette det, som man ikke vil have liggende hvad enten det er en kommentar, et billede, et like osv. man ikke ønsker at andre skal se og undersøge med nysgerrigt måske endda misundelse eller hævnlyst. Det er også med til skabe mistillid til verden udenfor. Det er med til at der på den måde ingen markant og positiv udvikling vil ske i det civile liv fordi godt og vel alle er i deres egen osteklokke uden føling med omverden for kontakten er der men bare den stigende forkerte med konsekvenser af at folk adskilles fra hinanden i stedet for at forenes i rigtige og berigende fællesskaber. Personligt mangler jeg at møde flere mennesker og omstændigehder, der inspirerer mig bl.a. til det bedste liv; dybe samtaler om alt mellem himmel og jord, latterudbrud af alt og ingenting, som man får tårer i øjnene af, kan græde sammen; NÆRVÆRELSE osv. osv. Sørgeligt er det. Der bliver ofte ikke snakket og der bliver ikke spejlet i og med andre mennesker ansigt til ansigt. Skærmen har overtaget stemmen er kun ens egen rungende og i ekko for det meste [nok] ved at tale med sig selv eller foregår i hovedet. Og så sætter man konstant nye metoder og nye tvivl op omkring over at man endnu ikke er kommet ensomhed, mobning, selvmord, radikalisering og værre til livs. Stoppet. Det må være til en anden kronik jeg vil skrive dog er jeg sikker på det næsten står rimelig klart uden at behøve at komme nærmere ind på det.

Lige nu og altid kan jeg kun opfordre til at leve i nuet, gå udenfor; nyde solen, regnen, latter, øjenkontakt, hinanden ikke det brugbare men mulig fordærvet medie. For jeg er ikke den første udstødte af de sammenhænge, som Facebook ligger op og anvendes til. Alt det vi kæmper for hver dag i bl.a. Amnesty International findes også på Facebook. Tænk over det !

Vi ses udenfor skærmene (comfort zone) hvis altså I tør at komme?

Kronikken er skrevet i kærlig, respektfuld og fredelig ånd som alt andet jeg foretager mig.

Lev livet med kærlighed.

Kærligste Samira