Denne kronik skrev som et modsvar til den kronik Berlingske bragte skrevet af Julie Groves den 25. September 2025. Hendes opfordring til kvinder om at vælge partnere, der er mere intellektuelt begavede end dem selv.
I min tekst reflekterer jeg over, hvordan kvinder ofte bliver set som symboler på noget fremmed eller eksotisk, og hvordan min intellektuelle skarphed kan bryde den fortalling, andre ønsker at leve i. Jeg udforsker, hvordan det at være kompleks – både som kvinde og som menneske – kan skabe både modstand og muligheder, når vi ikke længere passivt accepterer andres forestillinger om, hvem vi skal være.
Jeg håber, at min kronik kan åbne op for en ny forståelse af, hvordan vi ser og møder hinanden i relationer, uden at reducere os til stereotyper.
Faktisk sendte jeg min kronik både ind til selvsamme Berlingske og ellers Information.
De synes simpelthen den var for dårlig til at blive trykt som kronik. Jeg vover næsten at på at de måske ikke helt forstår den? Og dermed ikke ønsker at forstå mig…WHO knows?
-~*~
Når intelligensen bryder eksotikken
Jeg har efterhånden indset, at det sjældent er mig som menneske, der skræmmer mænd væk – men det, der sker, når deres billede af mig smuldrer.
Når de møder mig første gang, ser de ofte noget “eksotisk”.
De ser mit mørke hår, min persiske baggrund, måske en antydning af mystik, som de ikke helt kan placere.
Jeg bliver ikke mødt som individ, men som symbol – en fremmedhed pakket ind i deres forestilling om det dragende og uforklarlige.
Men så åbner jeg munden.
Og dér sker noget.
Fascinationen bliver til forvirring.
De forventede blidhed, men møder klarhed.
De søgte eventyr, men møder analytisk skarphed.
Når jeg taler med sikkerhed, når jeg udtrykker mig med den dannelse og erfaring, jeg bærer, bryder jeg fortællingen, de ubevidst havde skrevet for mig.
Jeg bliver ikke længere set som det eksotiske objekt – jeg bliver et subjekt.
Og det er dér, modstanden opstår.
Den viser sig sjældent som åben fjendtlighed, istedet som små stik, nedladende bemærkninger forklædt som charme, en latter, der forsøger at gøre mine ord mindre, end de er.
Når kvinden er for vidende, for selvstændig, for sikker i sin stemme, må hun bringes på plads – ikke fysisk, men i blikket, i tonen, i den måde verden reagerer på.
Jeg ser det ske igen og igen.
De mænd, der først blev betaget af min fremmedhed, vender sig bort, når de indser, at jeg ikke blot repræsenterer et billede af noget eksotisk, men en kompleksitet, der ikke passer ind i deres idé om køn og magt.
Min intelligens bryder den fortælling, de ønskede at leve i.
De bliver ikke skræmt af mig – de bliver skræmt af sig selv, af det spejl min stemme holder op foran dem.
Som persisk kvinde i en vestlig kontekst bliver jeg både betaget af og misforstået.
Jeg er for “anderledes” til at passe ind i det vestlige ideal om den intellektuelle kvinde, men for skarp til at opfylde fantasien om den stille, eksotiske.
Mellem disse positioner står jeg, ofte alene, men stadig hel.Jeg har været alene det meste af mit liv.
Ikke fordi jeg ikke har ønsket kærlighed, men fordi jeg ikke længere vil være nogens forestilling.
Jeg vil ikke være en fantasi, der mister sin glans, så snart jeg taler.
Jeg vil ikke gøres mindre for at bevare nogens selvbillede intakt.
Jeg længes stadig – selvfølgelig gør jeg det.
Men ikke efter nogen, der skal “håndtere” mig. Jeg længes efter en mand, der kan stå roligt i mødet med kompleksitet – som ikke ser min intelligens som en trussel, men som en invitation.
En, der kan elske både min skarphed og min stilhed, min persiske ild og min vestlige ro.
En, der forstår, at i mig mødes to verdener, og at det netop dér, i spændingsfeltet, at jeg lever mest sandt.
At være alene i dette felt mellem forventning og virkelighed har lært mig noget vigtigt:
At intelligens, kultur og køn ikke er separate størrelser, men sammenvævede erfaringer, der former, hvordan vi bliver mødt og forstået.
Det, nogle ser som en udfordring, er for mig en mulighed – en chance for at definere mig selv på egne præmisser.
Jeg har lært, at det at være alene ikke altid er en mangel, men nogle gange et rum, hvor man kan udfolde hele sin kompleksitet uden at skære hjørner af sin identitet væk.
Her kan jeg rumme både min persiske arv og min vestlige dannelse, både min skarphed og min blidhed, både min krop og min stemme.
Her kan jeg være både det, verden forventer, og det, jeg selv ved, jeg er.
Det betyder ikke, at det er nemt.
At møde mennesker, der ikke kan håndtere hele mig, kan være smertefuldt.
Men netop fordi jeg kan se mønstrene, fordi jeg kan sætte ord på dem, ændrer det min egen relation til verden: jeg bliver ikke længere fanget af andres forestillinger.
Jeg bliver ikke længere defineret af deres frygt, men af min egen frihed.
Måske vil kærligheden komme, måske vil den ikke.
Men indtil da bærer jeg min identitet med stolthed – som en kompleks, levende kombination af erfaring, kultur og tanke.
Og det, jeg har lært, er, at ingen fascination eller afvisning kan tage det fra mig.
Jeg er hel, selv når jeg står alene.Og måske er det netop dér, i balancepunktet mellem det at være alene og styrke, at jeg finder min mest autentiske stemme.