Min seneste kronik er netop udgivet i Kristeligt Dagblad. Den er at finde i dagens avis. Den 23. August 2025.
Som sociolog – og som menneske med rødder i både det persiske og det danske– har jeg længe båret på en stille, men vedvarende refleksion over identitet, tilhørsforhold og det at leve mellem to kulturer. Jeg er født i Shiraz og kom til Danmark som lille barn. Siden har jeg kun været tilbage tre gange, og det er mange år siden. Alligevel lever det persiske i mig side om side med det danske – og det spændingsfelt, som tidligere kunne føles som en splittelse, er i dag blevet en styrke.
Kort før jeg sendte kronikken, blev mine tanker om det at leve mellem kulturer læst op i radioprogrammet ‘Formiddag på 4’eren’ på DR – Danmarks Radio P4 radio hvor jeg også deltog i et interview. Den 13. August 2025. Det gav mig blod på tanden til reflektere videre herom – og nu håber jeg, at kronikken kan være et bidrag til samtalen om identitet i et samfund, hvor mange – særligt unge – kæmper med at finde sig selv i en verden, der ofte kræver entydige svar. Som skrevet i mit indlæg før dette har jeg også haft skrevet om limboland førhen. I april 2021.
Tak til Kristeligt Dagblad for at give plads til refleksioner, der ikke nødvendigvis er lette at rubricere – og tak til jer, der læser med.
Jeg håber, teksten kan inspirere, genkende eller måske give anledning til nye spørgsmål.
Det ligger i tiden, at vi skal kunne svare på, hvem vi er. Men jeg har ikke et entydigt svar
Jeg har måttet acceptere, at jeg ikke får et entydigt svar, når jeg spørger mig selv: “Hvor hører jeg hjemme?”
Jeg er født i Shiraz og kom til Danmark som lille barn. Jeg har ikke mange konkrete minder fra mine første år i den persiske by, men alligevel lever stedet i mig som en puls, en duft, en sprogklang. Jeg har tilbragt næsten hele mit liv i Danmark – lært sproget, kulturen, værdierne. Og alligevel er det, som om jeg aldrig helt passer ind nogen steder.
Jeg lever i et limboland. Et sted mellem to kulturer, mellem to sprog, mellem to forståelser af verden. Det er ikke et sted med faste koordinater.
Det kan ikke tegnes på et kort. Men det er et sted, jeg kender bedre end noget andet. For det er her, jeg er vokset op – ikke kun fysisk, men menneskeligt.
Jeg er blevet til i spændingsfeltet mellem det danske og det persiske. Jeg er blevet mig selv i mellemrummet. Jeg oplever, at mange i dag – særligt unge med flere kulturbaggrunde – kæmper med at finde en tydelig identitet i en verden, der ofte kræver entydige svar. Mange ser kulturel identitet som en boks, man kan krydse af: Dansk. Persisk. Muslim. Kristen. Men hvad nu, hvis man ikke kan
sættes i boks? Hvad nu, hvis ens identitet netop ikke lader sig begrænse af enten-eller?
Jeg nægter at lade mig presse ned i én kasse. Jeg er ikke enten dansk eller persisk. Jeg er både-og. Jeg er et menneske med rødder i flere verdener, og det gør mig ikke rodløs – tværtimod. Mine rødder strækker sig i flere retninger, og netop derfor står jeg stærkt.
For mig er det ikke et problem, at jeg ikke passer helt ind. Jeg ser det som en styrke. Jeg er for dansk til at være rigtig persisk i nogle øjne og for persisk til at være helt dansk i andres. Men i stedet for at se det som et tab har jeg lært at se det som en rigdom.
Jeg bærer to kulturer med mig. Ud over den persiske og danske bærer jeg også verden i og med mig. Jeg taler tre sprog. Jeg kan tænke med flere tankesæt, forstå verden med forskellige briller.
Mit hjerte vil altid bløde for det persiske folk – for mit oprindelsessted, for mine rødder. Jeg mærker smerten, når der sker uret i det land, jeg stammer fra. Jeg glædes, når friheden spirer frem. Jeg bærer den persiske kultur med stolthed – poesien, gæstfriheden, historien. Samtidig er Danmark det sted, jeg kalder hjem. Jeg elsker det åbne samfund, tilliden, friheden til at være sig selv. Jeg bærer begge dele i mig – med uendelig kærlighed og respekt.
Men det er ikke uden kamp. Jeg har måttet lære at finde ro i mellemrummet. Jeg har måttet acceptere, at jeg ikke får et entydigt svar,
når jeg spørger: “Hvor hører jeg hjemme?”. Svaret er ikke et land, ikke en nationalitet. Svaret er: “Her, i mig.”
At være splittet mellem to eller flere kulturer kan føles som en livslang længsel. Men det kan også være en livsnerve. Det er her, min kreativitet bor. Min empati. Min forståelse for andre, der lever mellem verdener.
Så i en tid, hvor identitetspolitik fylder, og hvor vi ofte bliver bedt om at definere os selv entydigt, vil jeg insistere på retten til kompleksitet. På retten til at være mange ting på én gang. Ikke halvt af noget – men helt af begge. Ikke som kompromis, men som helhed.
For jeg er ikke en gåde, der skal løses. Jeg er et menneske, der skal leve og opleves.