Mit hjerte brister – igen
Jeg skrev endnu en længere kronik, der denne gang blev cuttet ned til et debatindlæg pga. en masse valgstof og trykt i Nordjyske søndag den 5. november 2017 i deres famøse “Synspunkt”, læserbreve.
Kronikken i sin helhed kan downloades og læses lige her som pdf ST . 19102017 Kronik Man kan ikke tie medmenneskeligheden ihjel.
Endnu engang det er en stor ære for mig at have fået trykt mine skriblerier for på den måde kan jeg komme bedre ud med mine tanker og meninger om omverdenen ved at nå ud til en større skare i befolkningen end blot via min egen notesblok, pc og blog. Jeg har skrevet teksten i forlængelse af min kronik fra Grundlovsdag, som jo bekendt også blev trykt i Nordjyske.
Teksten,som trykt i avisen, kan læses i sin helhed efter nedenstående screendump.
Jeg ønsker jer alle, der skulle være interesseret glædelig læsning og kom gerne med jeres feedback via min kontaktform og eller direkte på e-mail hello@Samira.dk
Tak for opmærksomheden og glædelig vinter til Jer alle.
Mit hjerte brister – igen
FREMMEDE: Man kan ikke tie medmenneskeligheden ihjel.
Det er grufuldt og skræmmende. Mit hjerte brister endnu engang. I skrivende stund befinder omkring 28 kurdiske mænd fra Iran sig som rodløse, politiske og statsløse placeret i udrejsecenteret. De kan ikke sendes tilbage.
På ubestemt tid skal de tilbringe dage og nætter her. Pga. Dublin-forordningen kan de ikke rejse og få et liv i et andet EU-land.
De har sultestrejket i godt og vel en uge nu, hvilket mange finder morsomt, heriblandt de borgerlige og en vis minister, der i TV 2 Midt/Vests reportage om centret fra i søndags, smilende fortalte, at det ikke hjælper noget.
En for en er de alle flygtet for bedre kår modsat en hverdag med farer for bl.a. hængning og tortur. Alle uskyldige. Men det tror Danmarks Flygtningenævn ikke på.
For mig at se er det enormt uværdigt, umenneskeligt og uretfærdigt. Det er på alle måder brud på de menneskerettigheder, som For- enede Nationer vedtog til- bage i 1948, som Danmark som bekendt er en del af.
Jeg vil igen sige (som i min kronik grundlovsdag, 5.6.): ”Der findes ingen fremmede”. Kun frygt. Jeg forstår det simpelthen ikke.
Det er, som om det skal ties ihjel, for jo mere det ignoreres, så eksisterer det ikke.
Hvordan kan man stadig have den såkaldte be- røringsangst over for nogle mennesker, der har været her i 32 år – og samtidig over for nogle mennesker, der har været her i knap tre år?
Jeg forstår det virkelig ikke.
Jeg kan virkelig ikke forstå den tankegang eller sætte mig ind i den.
For tiden, når jeg tager rundt til forskellige arrangementer, er jeg langt de fleste gange den eneste med ikke-dansk oprindelse, og så sætter folk sig ikke direkte hen ved siden af mig.
Der er lige en stol eller to eller et bord imellem os. Det indikerer bare, at det ikke er mig, der fremmedgør mig selv, men menneskerne omkring mig, der fremmedgør mig. Det synes er fuldstændig latterligt.
Er det virkelig så farligt at sætte sig ved siden af mig, en flygtning til stadighed, eller nogle af mine kompagnoner rundt omkring i samfundet og ellers i Kjærs- hovedgaard?
Det hele giver mig tan- kerne om, hvad er I dan- skere så bange for? Hvad er det, som intimiderer jer?
Det er så dobbeltmoralsk, som noget kan blive og være: Nogle vil gerne hjælpe de såkaldte flygtninge og alverden.
Dog er der nogle heriblandt, der i bund og grund gør det for cv-rytteri: At man nok lige har gjort noget engang for at booste sig selv eller sin organisation eller et eller andet.
Selv har jeg lavet rigtig meget frivilligt arbejde indtil for et år siden. Jeg har på ingen måder lyst og agter heller ikke at komme tilbage til at arbejde frivilligt for nogen som helst organisation, for på den måde kan jeg ikke hjælpe, som jeg vil. I bedste fald vil jeg etablere min egen organisation.
Hvad kommer der ud af at tie medmenneskeligheden ihjel? Intet!
Tal med hinanden i stedet for! Ikke om alt det med den forbandede berøringsangst, for den er efterhånden konstant belastende at være vidne til og offer for. I stedet for at hjælpe til, hvor det gælder både med hensyn til majoritets- og minoritets- befolkningen i samfundet, gør de, der lider af det, sig selv til ofre i og omkring noget, som egentlig ikke burde være der eller i det hele taget er der.
I min optik er det at integrere rent politisk, for så kan man blive sat i rammer og bås i forskellige systemer.
Dog vil I på den anden side ikke socialt inkludere nogle, fordi for mig handler social inklusion om medmenneskelighed og rummelighed, at du er der for et andet menneske, at du er empatisk; at det er et andet menneske, som du rent faktisk kan gå hen og etablere et venskab med. Sikkert farligt, hvad?
Mange etniske danskere, som jeg har mødt og talt med, har svært ved at forstå eller rettere acceptere, at det ikke altid hverken har været eller og er nemt at bo i Danmark med etnisk minoritetsbaggrund:
”Danmark har reddet dig og din familie fra krig, undertrykkelse, tortur mv.”
Nogle vil nok anse mig som et utaknemlig og væmmeligt skarn, når jeg stille og roligt fortæller, at som helhed har Danmark på ingen måder reddet mig eller min familie. I’m sorry to say…
I fald nogle har reddet mig, er det da for alt i verden mine elskede forældre: Min kære mor og min kære far. De efterlod alt det vante i Shiraz i form af relationer, hver dag, sprog mm. For at flygte pga. trusler mod min kære far og krig. Det kan så på vores lange og kolde flugt på ingen måder have været Danmark, der reddede os mine kære forældre, min bror og jeg.
32 år efter hænger det mig det så stadig ud af halsen, at nogle mennesker til stadighed ønsker at pudse deres glorier gang på gang.
Jeg er taknemlig for, at vi har været så privilegerede at leve et efterhånden stabilt liv med alle de rutsjebane- ture på godt og ondt, der har været og er – uanset hvor man bor.
Hmm, det slog mig så lige: Hvis det nu er, at Danmark reddede mennesker, hvordan kan man tillade sig som borgere i samfundet og verdenssamfundet at være vidne til, at der hele tiden sker brud på menneskerettig- hederne?! Just saying.