Så blev den fjerde fredag og det betyder nu at fra i dag og frem kan du læse mine refleksioner om lidt af hvert i Nordjyskes debatsektion under På Kanten. Denne gang har jeg valgt at berøre emnet omkring hvordan te og teknologi er to ting, der er meget gældende i mit liv. Særligt teen. Den elsker jeg. Jeg er spændt på hvad forskellige mennesker vil synes om denne noget anderledes tilgang til tingene ergo min. Det er altid godt at være sig selv for så er der ingen roller at spille.

Så værsgo lidt mere vitaminer til hovedet, som jeg vil anbefale en dejlig kande te til trods det varme vejr, som vi er gået ind i sidste uge. Der er hedebølge i august. Det sker ikke så tit dog senest i 2018. Ingen rigtig sommer og årets varmeste dag på min fødselsdag. Jeg fandt dog ud af at den dag i det år jeg blev født (26/7) var der altså lige 354,019 andre, som blev født. Altså på verdensplan. Ifølge United Nations Population Division (på dansk: De Forenede Nationers Befolkningsafdeling). Så det er ikke KUN min skyld at vejret var lidt fordansket (got it? haha 😀 ) Anywho. Vejret blev fint i løbet aftenen.
Nå dog handler det her ikke om min fødselsdag eller demografi osv. God læsning ! 🙂 (:

Te frem for teknologi

FÆLLESSKAB: Det er ikkegået nogens næse forbi, at i takt med tiderne skifter, er det også således med de forskellige værdier, som vi hver især får tillært og ellers har.

I månederne, hvor der var lock down, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor meget jeg savner mine forældre, brødre, nevøer og min kærlighed. Savnede at kramme dem, kysse dem, være i selskab med dem. Det kan næsten gøres over FaceTime og Messenger. Næsten. For det var og er sgu ikke det samme.

Jeg tænker så, at det egentlig er et privilegium, at muligheden findes for mange inklusiv mig selv. Og dog.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan tiderne skifter, og hvad det resulterer i.

Mine to nevøer er henholdsvis fire og to år inklusive moms for begge dele. På grund af afstand og deres forældre er de vokset op med tablets og smartphones. Ikke, at de hver især ejer en, dog er det noget, de er blevet grebet af, fra de var helt små. Det handler tilsyneladende ikke længere om hvor lille man er før man præsenteres for sådan nogle gadgets.

Da jeg var to år, boede jeg ikke her. Jeg boede i Iran, i Shiraz. På det tidspunkt var teknologen ikke helt så hypet, styrende mm, som gør sig gældende nu. Jeg lærte at drikke te, da jeg var omkring den alder. Det er noget, som jeg elsker. Altså te. Jeg drikker flere kander om ugen – grøn, hvid, sort. For mig symboliserer te kærlighed, varme, kram, familie og samhørighed. Faktisk også hygge.

JEG SYNES, vi i stedet for alt det teknologiske bør bruge mere tid på at værdsætte hinanden. Med det mener jeg at vi bør sætte pris på hinandens forskelligheder, meninger, personligheder mv. Som bekendt koster ingen af delene noget som helst. Altså det valg, vi hver især har i ethvert givent øjeblik: Om vi vil være gode ved os selv og andre eller omvendt – ja, undskyld mig – et dumt svin!?

Jeg undrer mig over den måde, som vi interagerer på og passer på os selv på. Jeg tænker, at det handler i bund og grund om frygt. Frygt for alverdens dårligdomme, der nok mest af alt ikkek an ramme os? Eller handler det om alle de fatale oplevelser andre kendte og ukendte har oplevet? Både i vores omgangskreds og for nogle, der kender nogle, som kender nogle? Måske i periferien? Der skal ikke kun en verdensomspændende pandemi til for at vi kan tænke os om og bruge teknologien fornuftigt. Her tænker jeg når vi ikke kan være sammen med de vi allerhelst har kær og nær, som vi ikke bor sammen med. Hvad så med de, der ikke har det privilegie at anvende teknologi. Er det i det hele taget et privilegie med alt det teknologi eller er det bare en belastning mere?

Jeg kan forestille mig at mange ser det som et noget markant omkostningsbidrag. Mange opvejer livet som hvad mister man og hvad opnår man? Hvilke effekter har det på ens eget og alle andres velbefindende? Drejer det sig om egoisme eller det at turde at stå frem uanset hvordan og hvorledes man er samt anser sig selv og andre? Handler det om at nogle mennesker er bange for at løbe den eller de risici for at tabe ansigt? Er det hvad det ender med ved at være helt og fuldstændig sig selv? Er de bange for at stå alene?

I MIN OPTIK er vi alle stående alene. Det mener jeg er særligt, når det at føle sig og være tryg er blevet en helt anden. Desværre handler det for mange om at have stukket deres smukke ansigter ned i skærmene.

Giver det et individ mere tryghed? Er det, fordi det er meget nemmere, når det på den måde er en selv, der står for hvad og hvilke filtre samt restriktioner, der skal være gældende?

På den måde kan vi nemt vælge og vrage forskelligt til og fra rundt omkring, når vi scroller i de forskellige feeds.

Alt det gode, vi ser, hører, læser fra disse skærme – kunne de ikke overføres over i virkeligheden?

På den måde vil illusionerne fra sociale medier glide ud i sandet. Det vil være med til, at vi vil lære meget mere om os selv og ikke mindst hinanden. Det er for mig sørgeligt at bevidne, at vi mennesker har fået (eller måske altid har haft) tilbøjelighed til, at vi i det moderne offentlige og sociale rum er bedre tilpas og tilfredse med at være bag skærmene. Hver især. Selvfølgelig ikke alle. For de, der gør det, er der på den måde heller ingen, som hverken kan krænke eller krakelere dem. På nettet er det også nemmere at anonymisere sig selv, når man deltager i diverse debatter med en anden identitet og navn. Det er nemt at slukke for, da der på den måde ikke er nemt at konfronteres ansigt til ansigt. Særligt i den verden af uendelig meget informationer, medier, som menneskenes flotte øjne udsættes for i løbet af en dag. Slippes det først, når søvnen skal/vil indtræde eller rettere kan sove?

MED DET ER der også kommet en nyere udgave af interkulturel kommunikation og kulturforståelse. Måske er den mere nuanceret. Det deler vandene. På den ene side er skærm junkies, der ved hvad der rører sig uden at kunne føle eller mærke på det, sanse det. På den anden side er det os alle andre kedelige nogle, der ønsker at se og mærke andre ved deres tilstedeværelse, deres nærvær; se dem i øjnene, konversere.

Er det nemmere at gemme sig og ikke forholde sig, fordi man kan hurtigt afbryde i stedet for at afbrydes?

Personligt har jeg lyst til at afbryde det, som er larm og giver mig en følelse af negativitet i mit univers med de forskellige ting, der er at forholde sig til på et medie som Facebook. For nylig har jeg efter kort tids visit atter lukket min profil. så det ikke støjer mere. end det gavner.

Jeg er nysgerrig omkring hvem, der udover jeg har det på denne måde og hvad disse mennesker gør for at passe på sig selv.