Definition af Story Slam:
Story slam er en live fortællekonkurrence, hvor deltagerne fremfører korte, personlige og sande historier foran et publikum, som ofte stemmer om den bedste. Der er som regel et fast tema, fx kærlighed eller vendepunkter, og forskellige benspænd: historierne skal fortælles uden manuskript, holde sig inden for en tidsgrænse (typisk 5–7 minutter) og uden brug af rekvisitter.
Jeg blev i efteråret inviteret til at deltage i en højskole dag i min lokale sognegård.
Der skulle være Story Slam. Den ene sognepræst kendte mig rigtig godt og inviterede mig til at deltage. Begge sognepræster har godt kendskab til mine kundskaber indenfor tekst, foto og formidling. Nu kender de to herlige sognepræster mig så godt, at de er mine kærlige onkel L og onkel L 🙂
Jeg fik en suveræn 4. plads ud af 4 hah nå men det var også den eneste gang jeg havde prøvet det og ikke kendte gamet i forvejen 🙂 Senere blev jeg coachet af vinderen osv. og inviteret til at deltage på TEATER KATAPULT med benspænd. I sognegården var der ingen benspænd. Emnet i oktober måned på Katapult var Jeg er i alt min gode ret til, at… Lige til det havde de nok deltagere og jeg formåede aldrig at være med. Faktisk er jeg stadig betænkelig over det. Nå men hvad er det jeg prøver at sige med al min tekst og utraditionelle metoder… Jo at jeg skrev en længere tekst til emnet som jeg vil dele nu. Teksten handler om ejerskab over mit liv og mine valg. Jeg understreger, at jeg har alverdens ret til at sige min mening, sætte grænser, tage plads, fejle og være mig selv uden at undskylde: Stærk opfordring til at stå ved min identitet, mine behov mv. UDEN andres meninger til at overdøve mig og mit liv.
Here goes..
Jeg er i alt min gode ret til at sige, hvad jeg tænker – også selvom det måske ikke passer alle.
Engang turde jeg ikke sige min mening højt fordi det – til stadighed kan – skabte og skaber en stilhed i rummet. Også online. Jeg har altid og vil altid have ret til det, og jeg vil til enhver tid have ret til at mærke hvordan det føles.
Jeg er i alt min gode ret til at tage det sidste stykke af kagen – fordi det er min kage lige så meget som alle andres. Nogen gange hvis ikke langt de fleste gange handler det slet ikke om kagen, men om at turde plads.
Jeg er i alt min gode ret til at sige nej: Nej til ting, jeg ikke har lyst til, nej til opgaver, jeg ikke kan overskue, nej til mennesker, der dræner mig. Det er ikke egoistisk, det er (livs-) nødvendigt.
Jeg er alt i min gode ret til at være træt uden at skulle forklare mig. Der er dage hvor jeg bare ikke kan, og det er (helt) okay. Jeg har intet behov for at være på 110% hele tiden.
Jeg er i alt min gode ret til at tage plads – at fylde rummet med min stemme, mine tanker, min tilstedeværelse: Hvorfor skulle jeg lade mig selv blive usynlig, når jeg har noget godt faktisk meget godt at byde på?
Jeg er i alt min gode ret til at fejle: For det er sådan jeg lærer og bliver stærkere. Jeg har lavet fejl, der har både fået mig til at græde, grine og ikke mindst tænke – reflektere – og alt det har været med til samt er med til at gøre mig til den jeg er – vel og mærke i konstant udvikling.
Jeg er i alt min gode ret til at have mine egne mærkelige vaner. Måske vil nogen synes, at det er mærkeligt, at jeg særligt om vinteren skal have mig en STOR kop varm urte te inden jeg går i seng eller at jeg taler med mine planter og nogen af mine ting. Det ER trods alt mit liv, MINE valg og MINE små ritualer.
Jeg er i alt min gode ret til at sige fra når noget føles forkert.
Jeg har ikke pligt til at gøre alle glade hele tiden – særligt ved at samtidig forsømme mig selv. Mine egne glæder og grænser betyder langt mere for uanset hvor, hvad og hvornår samt ikke mindst hvem vil der evig altid være nogen, der ikke forstår og derved vil fordømme.
Hvis nogen ikke kan lide mig eller min måde at leve på er det ene og aldeles deres problem.
Jeg er i alt min gode ret til at være akkurat den jeg er med plads til forbedringer og udvikling…ligeså alle andre.