Endnu en eksklusiv klumme i dagens NORDJYSKE. Denne gang om håb. For anden gang har jeg både bidraget med tekst og foto. Ikke det af mig blot hehe. Første gang var i august 2020.
Jeg har ikke en videre introduktion til den udover det er hermed nr. 10 skrevet på et halvt år.

Der er stadig håb – trods alt

TILVÆRELSE: Håbet er lysegrønt, for miraklernes tid er ikke ovre, for der er stadigvæk håb; der kan stadigvæk ske særdeles overraskende ting.

Det er menneskets natur at bevare optimismen og se det positive i tilværelsen når, der er allermest brug for det. Grøn er håbets farve.

I NYERE tid kan vi næppe komme uden om sammenhængen mellem håb og covid-19.

Vi mennesker skal være dem, som hjælper hinanden og giver hinanden håb.

Det er det mindste, vi har brug for at have og give. Særligt i en tid som nu.

Mange har mistet håbet omkring, at det nogensinde bliver normalt igen. At det bliver hverdag igen.

På en måde er nogle ting ganske normale og hverdagsagtige. Der er mange nuancer i håb.

HVAD ER nu det der håb for noget, og hvorfor er det vigtigt at have det i alle livets henseende?

Det siges jo at være vigtigt at bevare håbet, både når det hele er lutter lagkage, og ellers når det hele lider en vis form for tilbagegang.

Jeg tror næppe, at jeg er den eneste, der kan sige, at livet ikke er lutter lagkage, ligegyldigt hvor godt det er.

AF DEN grund har jeg den tilbøjelighed til, når jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det, eller hvordan det går at svare: ”Godt, dog ikke så godt, at det ikke kunne blive bedre”.

På den måde bevarer jeg også mit håb om, at alt kan blive en anelse bedre, dog har jeg ingenting at beklage over.

Til dels har mange desværre ikke tid til at tage sig tid til hverken at ringe eller skrive, for de har travlt med deres liv. Fair nok. Nogen gange når jeg så selv griber telefonen og gør mit for at komme i kontakt, bliver de fra tid til anden forbavset over, at jeg tager mig tiden til det.

TILBAGE til håbet.

Medens jeg skriver denne klumme, spiller radioen sangen ”Ring når du får tid” af gruppen Folkeklubben.

Den beskriver meget godt håbet om at høre fra hinanden, at se hinanden – og i disse uvante tider – når tiden er til det.

Da ingen af os således kan på nogen måde vide, hvad der vil ske, når alt det her en skønne dag er ovre, og pandemi, podning, covid-19, vaccinationer, afstand, mundbind, visir o.m.a. er en fjern, fjern bekendt. Således ikke en del af verdens virkelighed, som vi kender den i dag.

EN ANDEN dansk sang, som for mig også giver håb er ”Alt er godt” med Thomas Buttenschøn og Lars Pedersen, bedre kendt som Chief 1.

Den sang synger jeg glædeligt med på og bliver hurtigt i endnu bedre humør af den.

Den er godt nok fra sommeren 2019. Dog synes jeg, at den er meget sigende.

Det samme med Rasmus Walters ”På en dag som i dag” fra 2014.

Den er også helt klart en af mine alletiders favoritter.

Jeg vil klart anbefale at lytte til de sange bare for at få følelsen af at alt er godt og det bliver skam endnu bedre henad vejen med tiden.

HÅB ER ikke kun inden for pandemiens udbrud og hærgen, vi skal have, at den nu ikke snartmeget snart udryddes én gang for alle.

Jeg håber og ønsker selv, at det vil være aktuel med alverdens sygdomme, også de der enormt triste nogen såsom cancer, ALS, Alzheimers, Sclerose mfl.

Jeg får helt gåsehud ved at skrive det. Så det vil jeg ikke berøre mere hverken nu eller nogensinde.

HÅBET ER livsgnisten. Dét er, hvad der giver os lyst og vilje til at leve.

Dét er den livsappetit, der er resultatet af den energi og udholdenhed, der gør det hele værd; det at leve og glædes over det.

Som skrevet i det ovenstående er det håb, der i bund og grund er med til at give os (d)en følelse af forventning og ønske om noget bestemt vil ske; altså en forhåbning, omkring – troligt – noget godt.

I MIN research har jeg ikke fundet noget væsentligt omkring håb i sociologisk forstand og tilgang til temaet. Det eneste jeg således kunne finde var ikke nogen decideret teorier herom. Jeg ved at, der findes flere forskellige steder hvor håb er omtalt. Håb er mange gange sat i forbindelse med sygdom i sociologien samt for at forstå menneskets sociale og personlige tilstand når det er ikke rask.

Det er, som tidligere nævnt, ikke hvad jeg ønsker at berøre. For lige netop det giver mig alle andre følelser og på ingen måder ikke nogen reel følelse, ønske af håb.

Personligt er der nogen bestemte, som giver mig håb både når livet er næsten lutter lagkage og når den overhovedet ikke er.

FØRST OG fremmest er det GudAllah. Skaberen af verden, naturen, dyrene, livet, mine elskede forældre, andre mennesker.

Jeg vil sige jeg ved, vi har religionsfrihed i Danmark.

Dog synes jeg personligt ikke, at der er religionslighed. Jeg har ikke selv en bestemt religion eller trosretning. For mig er det at tro er at håbe og det at håbe er at tro.

Jeg tror på GudAllah. For mig er det én og samme. Allah på arabisk betyder Gud, på persisk har vi også vor eget navn til Gud, Khoda.

JEG HAR altid lært, at Gud Allah Khoda (herefter GudAllah) hjælper dem, som hjælper sig selv, at GudAllah er indeni os selv, i vores hjerter.

Jeg kan sige, at begge ting har jeg igennem livet lært at relatere mig til.

Jeg tænker ikke på nogen måder, at jeg skal lade alt til GudAllah.

Livet er, som skrevet førhen i andre skriblerier, en rutsjeebane med en masse bump, en masse op- og nedture. Gode tider, mindre gode (dårlige) tider. Det er livet. Det er uundgåeligt og reelt.

JEG ER heller ikke af den kaliber, der skyder skylden over på GudAllah, hvis der er nogen ting, som ikke lykkes, eller jeg er igennem en ikke særlig rar periode i mit liv.

Vi er blevet skabt, og vores vigtigste, ypperste opgave, vi har fået tildelt, er at leve vores liv. At træde i karakter.

Det hele har jeg både med tiden og af mine elskede forældre lært at det afhænger af hvorledes jeg ønsker at leve mit liv. Svære tider gør, at jeg tænker på hvad jeg er forventet at gøre.

JEG MEDITERER og/eller sidder i ro for at mærke mine intuitioner og de fornemmelser, som jeg får.

Det er med til at klargøre for mig hvordan noget forholder sig, eller hvad der er hensigtsmæssigt at gøre, sige i en given situation.

På den måde hjælper jeg mig selv i det håb at GudAllah er altid med mig hele vejen og ønsker mest af alt at se mig lykkedes. Nogen gange når jeg er faret vild i det, som nager mig, mærker jeg hjælpen om mine bønner bliver besvaret af GudAllah via andre mennesker. Tilmed gengældt når jeg erfarer at jeg befinder mig i en situation hvor jeg kan hjælpe andre. Jeg takker i alle livets henseende GudAllah for hvert øjeblik i livet, som jeg får lov at tilbringe med de mennesker, der betyder alverdens for mig. Jeg beder også på min helt egen måde og beder om overflod, fred, kærlighed for alle mennesker i verden.

MIN EGEN familie, særligt mine elskede forældres ubetingede hengivne kærlighed giver mig håb, motivation, gode råd – ofte baseret på livserfaringer. De kender mig allerbedst.

Andre mennesker, der gensidigt holder af mig. De, som jeg kan suse rundt med i livets rutschebaneture.

Mine ønsker og drømme for nu, i morgen, eftertiden og fremtiden.

JEG TÆNKER også, at i bund og grund ønsker de fleste af os mennesker hinanden det alt godt, vi håber på det bedste for hinanden.

Det siger vi også nogen gange direkte, mens det andre gange er mere indirekte såsom ”kør forsigtigt”, ”kom godt hjem”, ”held og lykke” m.v.. At vi håber for et godt og langt liv, et godt job, gode venner, kærester, ægtefæller, bolig, børn og så meget mere andet.

Håb er noget, vi kan give hinanden og tage fra hinanden. Utallige mange årsager ligger til grund. Det bedste, vi kan gøre, er at ikke lade os gå os det på og i stedet vælge håbet for med det er alt muligt.

”(…) Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den. (…) Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok. (…)” – Søren Kierkegaard (et brev til sin svigerinde Henriette (Jette) Kierkegaard (1847).