Så er januar måned næsten forbi her i dette år, 2021. Jeg håber I alle har nydt godt af det trods vi stadig er betinget af restriktioner og andre ting, som covid19 stadig har sit tag på samfundet både her i Danmark og resten af verden. Livet vil jeg mene skal nydes efter bedste evne trods omstændighederne og friheden til hvad som helst skal tænkes i nye baner og måske mere kreative for at kunne få det bedste ud af det.

Personligt vil jeg gerne have været i teatret og opleve nogen af de bedste talenter dog må det vente til jeg ikke helt ved hvornår. Fred være med det. Det hjælper ikke på noget at blive irritert over det da det vigtigste er at vi passer på os selv og hinanden. Ikke kun mht. pandemien men i det hele taget, generelt også når pandemien engang er en fjern ting. Jeg vil hermed dele klumme nr. 10 skrevet på et halvt år. Den er dog noget anderledes både i indhold og form. Iøvrigt er der også et nyt foto af mig fra den 26.1.21 021 (:

Så here goes…Og ellers god weekend, nyd resten af måneden 😀

Ledighedens trummerum

JOBSØGNING: Jeg nævnte det så sent som i en af mine forrige klummer (16.1.), at jeg altid har haft et ønske om at redde verden, som har været en stor del af mig og mit liv, siden jeg kun var fire år gammel.

Selvom jeg ikke fik indfriet ønsket og drømmen om at blive læge, doktor (M.D) vil jeg tillade mig at sige, at jeg har hjulpet mange mennesker i vej.

Det har jeg gjort op igennem mit ungdomsliv og voksenliv. Først og fremmest på frivillig basis, da det er for mig altid har været lysten, der driver værket.

Jeg er det, som man så pænt kalder menneskerettighedsaktivist- og forkæmper.

MINE erfaringer er sammenstrikket og tilegnet ved forskellige interesseområder, stillinger og uddannelser.

Jeg har lavet mange forskellige ting – primært som tolk, oversætter, mentor – for at være med til at sætte mit præg på, at vi alle kan leve sammen side om side i fred og fordragelighed. Alt sammen for forskellige ngo’er og jeg har også taget initiativ til at opstarte en café i Amnesty-regi, der inviterede og diskuterede forskellige emner inden for hele menneskerettigheds spektret.

Faktisk sagde jeg også engang: Chocolate is a human right!

Dét holder jeg stadig fast ved og smågriner lidt af tanken og ytringen.

JEG inviterede også relevante aktører med for de forskellige gange såsom asylansøgere, transkønnet, torturofre, immigranter og 117 andre aktører med deres problemkomplekser.

Endvidere har jeg været med til at arrangere og medvirke til en masse forskellige aktivisme kampagner om en hel del.

Alt dét var bare her i Aalborg.

I DE sidste par år, hvor jeg var aktiv i Amnesty Aalborg, var jeg også valgt ind som personlig suppleant i Integrationsrådet.

Det var en yderst mærkelig og uretfærdig tid for mig.

Jeg var samtidig med i det netværk, som jeg trådte ud af i fjor, bestående af diverse aktører, der arbejder inden for foreninger, forvaltninger og organisationer indenfor integration og flygtninge.

JEG FØLTE ikke, at der blev lyttet til mig og mine input bestående af mine erfaringer, viden o.m.a.

Desuden oplevede jeg desværre også, at folk ikke mente, at jeg havde en uddannelse.

Vilkår og mangel på samme for særligt flygtninge er en sag, som jeg altid har brændt for, da jeg selv i tidernes morgen kom til Danmark i samme rolle.

MUSIK, skriverier og fotografering har altid været en stor del af min hverdag.

I en årrække, inden jeg startede på sociologi-uddannelsen ville jeg gerne være A&R manager [Artist & Repertoire Manager. Dvs. det menneske i et pladeselskab, der er ansvarlig for at beslutte, om en kommende musiker har det, der kræves for at få succes i musikbranchen og tjene penge til virksomheden].

Jeg fandt ud af, at det at få foden inden for musikbranchen kræver, at man er et musiktalent eller har mindst to års arbejdserfaring inden for musikbranchen enten som skribent/reporter/interviewer/fotograf mv. – Dét har jeg og så endda i flere år sågar også som musikredaktør ved et nu fordums magasin.

JEG ELSKER at skrive og har altid skrevet – både kreativt, fagligt, reportager, cases mv. Det at skrive er en vigtig del af mig, og jeg kan virkelig godt lide at sætte mine funderinger på spil.

Det gør jeg ved at blande mig eller nærmere give mit besyv med, omkring hvad jeg mener om forskellige forhold i samfundet samt hvordan disse håndteres.

Denne klumme, som du sidder og læser nu, er mit 16. bidrag i NORDJYSKE Stiftstidende siden november 2015.

Så jeg vil aldrig rigtig på noget tidspunkt blive sluppet af med – uden videre.

ALT I ALT er jeg en livsglad kvinde med mange kreative evner, som skrevet foroven, hvor jeg også maler.

Som person er jeg meget vidensbegærlig, loyal, åben og ambivert (skiftevis introvert og ekstrovert, altså indadvendt og udadvendt), meget ligetil og har det meget nemt ved at falde ind, uanset hvor jeg er.

Jeg er meget jordnær og nysgerrig, da jeg godt kan lide at snakke med folk og er meget interesseret i andre. Sådan én, der tænker på, hvordan andre har det. Andre vil sågar betegne mig som hjertevarm og omsorgsfuld samt humoristisk og energibombe.

JEG HAR desværre ikke haft held på arbejdsmarkedet og jeg har ellers søgt utallige forskellige job i spektrene, som jeg har både livs-, uddannelses-, erhvervs- samt frivillig erfaringer indenfor.

Det har så vidt på ingen måder båret frugt. Jeg har også søgt lidt småjob – dog heller ikke held med det dér.

De job, som jeg har søgt, har været noget af en blandet landhandel, både til opslag samt uopfordret.

JEG ER nok ikke den eneste, der er ked af det og ved at være godt træt af at være i det ensartede, langvarige, ensformige og kedelige tilstand eller aktivitet, som baserer sig på trivielle gentagelser.

Mange, der er i job eller aldrig har manglet noget, har en tendens til at få ledige som mig til at føle os mindre værd.

Det kan både de bunker af ansøgninger og fornærmelige afslag i form af standardsvar også skrive under på. I alt uendelighed.

Nogen får det sågar til at lyde som: ”Jamen, du vil jo ikke arbejde, ellers havde du fundet et job”.

DET ER enormt sårende, for hvad skal jeg lige svare? Og den berømte: ”Du laver jo ikke noget så hvorfor gør du ikke… [dit, dat, dut]”. Dét er en egentlig noget af en branche, det der jobmarked og ansøgerne hertil. Det, at jeg og tusindvis af andre bruger alt for meget tid og energi på at skrive en fin ansøgning til det job, som vi finder interessante og mener vi besidder de egenskaber og erfaringer, der kræves.

NÅR JEG eller andre så ikke får svar fra et menneske, viser det for mig, at arbejdsgiverne tænker om dem selv, at de er bedre end os andre.

Ja ja, de har travlt og hvad så!?

Dét er ikke ensbetydende med, at de sidder på toppen af hierarkiet og mener, at deres tid ikke er et minut værd på os, der har brugt tid på at undersøge, skrive ansøgningerne, og nå ja, muligvis også på en måde solgt vores sjæle.

DET GØR enormt ondt, og jeg føler mig direkte krænket af det. Nej nej. I stedet kommer et autogeneret standardsvar både som tak for ansøgningen samt afslag. Direkte useriøst og ikke mindst amatøragtigt.

Nok om det – for ellers ender jeg med at blive vred og det har jeg ikke lyst til.

HVAD VIL jeg med alle mine interesseområder, universitetsgrad og så videre?

Der er så meget, som jeg gerne vil dog er det godt og vel ikke eksisterende det, som jeg rent faktisk får lov til.

Det er heller ikke så spændende, at éns jobcenterrådgiver ikke er helt begejstret om mig. I stedet opfordrer de konstant til, at jeg arbejder på at blive en bedre udgave af mig selv.

Hurra hurra hurra – ironi længe leve.

Efterhånden er jeg træt af at ytre det, da det bliver til noget af et kedeligt selvbillede.

Det slider ikke kun på min opfattelse af mig selv, mit udseende, mine evner, mine handlinger, mine relationer til andre mennesker – samt alt for meget andet.

JEG VALGTE at læse sociologi for at få en bedre og bredere forståelse af både mig selv, mine medmennesker og verden.

På den måde vil det også være med til at udvikle mine mange kompetencer indenfor de personlige, sociale og faglige niveauer.

Og nå ja, redde verden… (sagt med et glimt i øjet).