Halløjsasasa ! (:

Endnu en klumme fra min side. Dette er den sidste i trilogien. De foregående to er de, som jeg skrev og fik trykt i marts måned. God fornøjelse ! 😀 Ris, ros modtages gerne – dog husk at bevare den gode tone.

/S

Jeg elsker alle farver

LIMBOLAND: Jeg må efterhånden lære at leve med, at jeg forhåbentligt og efter al sandsynlighed ikke er den eneste, der er borger i det, som jeg kalder for limboland.

Mildest talt er det trættende, frustrerende og smertefuldt.

HVAD MENER jeg med limboland? Og det at være borger der?

Helt ukompliceret og ligetil mener jeg, at jeg sidder i en gordiske knude, som jeg har længe forsøgt at løse uden held. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt at gøre andre opmærksomme på den så jeg kan være med til at inspirere ligesindede og belyse dilemmaet.

Den gordiske knude, jeg står imellem er Danmark og Iran. Jeg har boet langt størstedelen af mit liv her i Danmark, og i Iran er jeg født. Jeg har dog kun ganske få år levet der, nærmere mine første leveår.

SOM TIDLIGERE nævnt (11.9.) er jeg ikke en, som man bare sådan lige kan stoppe ned i en kasse og sætte et eller flere bestemte – ofte generaliserende og fordomsfulde – mærkater på.

Jeg nævner det gerne igen:

Jeg er ikke den typiske persiske/minoritets- eller danske kvinde. Det er jeg egentlig for det meste godt tilfreds med. Jeg elsker, at vi alle har en vis grad – nogen har måske mere – af eneståenhed i os.

Det vil jeg mene er med til at farve himlen og livet med smukke nuancer i et mangfoldigheds-øjemed.

Som skrevet førhen har jeg – særligt i Nordjylland – tit fået af vide på forskellige måder, at jeg er forkert, ”kav” m.m.

Når jeg er blandt mennesker med persiske rødder, er der sådan set heller ikke den helt store forskel.

JEG VIL lige stadfæste, at jeg vanen tro er respektabel og ikke er ude på at forarge eller krænke nogen som helst. Atter vigtigt at pointere, at alt det foregående og fremover af skriblerier i og udenfor avisen, er baseret på mine erfaringer og oplevelser. Derfra har jeg reflekteret meget over disses betydninger m.v., der så fra tid til anden ender med en klumme, som denne.

NU PÅ tredje år har jeg erfaret, at verden faktisk er mit limboland.

Jeg spiller i ny og næ et strategispil på min mobil, som millionvis af andre mennesker fra hele verden. Ikke ret mange danskere, hvad jeg umiddelbart ved, derimod enormt mange fra Mellemøsten og Asien.

I selve spillet er der forskellige måder at spille på, classic, arena, arcade mv. De kan spilles enten solo, som duo eller firemands hold, squad. Fra tid til anden spiller jeg også med nogle persere, og vi snakker en del sammen over mikrofonen eller skriver på chatten. Vi kan ikke se hinanden, heller ikke inde i selve spillet udover hinandens og andres figurer.

JEG OPLEVER mere og mere, at unge persere ikke accepterer mig, fordi jeg ifølge dem er ikke ægte perser.

De mener, at jeg lyder afghansk eller kurdisk, fordi jeg ikke har den typiske dialekt fra Shiraz (min fødeby).

Jeg har så forklaret dem, at jeg kender afghanere og kurdere. Jeg har ikke samme dialekt eller rettere accent som dem. Samt det, at jeg bor i Danmark og ifølge deres intolerance, der kommer til udtryk som f.eks. “du har fået alt, hvad du ønsker dig, og livet er bare så nemt for dig.”

Sagt med andre ord: Her bliver jeg også ekskluderet!

DE ANERKENDER mig ikke for min kærlighed til godt og vel alt persisk: Sproget, traditionerne, kunsten, maden, musikken, litteraturen mv., som er en betydelig del af mig, mine rødder, mit liv.

Det er i al fald frustrerende og smertefuldt at bo i dette limboland.

Den fulde accept af, hvem jeg i bund og grund er, har ikke altid imødekommet mig. Mit mørkebrune hår og øjne samt det, at jeg er op igennem mit liv fået forbavsende reaktioner omkring, at jeg ikke føler mig dansk på nogen som helst måder.

JEG ER hverken en persisk udgave eller dansk udgave af mig selv.

Det har mange svært ved at forholde sig til.

Jeg er bare Samira, som jeg altid har været, og ikke nogen speciel udgave. Jeg er mig selv og hverken vil eller ønsker ikke at passe ind i alle stereotyperne om danskere og udlændinge.

HVAD ER din yndlingsfarve? Og mange andre måder at spørge det på: Hvilken farve kan du bedst lide? Hvis du var en farve hvilken var du så?

Særligt er det første spørgsmål det, vi mennesker, fra vi er helt små spørger og har spurgt hinanden om i årevis derfra. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at reflektere videre over mine to seneste skriblerier, at dette her ender med at være den sidste i dens trilogi. For det er et værk i tre selvstændige dele.

TILBAGE TIL til udgangspunktet.

Jeg bliver både glad og noget ærgerlig ved at tænke over de sætninger, som jeg har skrevet foroven. Ikke fordi, der som sådan er noget galt med dem.

Det er mere, at mange mennesker har svært ved at se alle de flotte nuancer, vi alle er og har ved netop være det menneske uanset alder, køn, oprindelse, social status mv.

HVIS VI ser os rundt omkring, op og ned samt til alle sider, vil vi møde alverdens farver. Både i naturens skønheder, i årstiderne, i dyrene, i fødevarer, i drikkevarer, i tekstiler, i teknologien og uendeligt meget andet. Det har rent årsmæssigt eller nærmere kalendermæssigt lige slået over i foråret. Det er her, vi ser alt omkring os og forhåbentligt i os blomstre. Også de opremsede arter.

SÅ UNDRER det mig betydeligt, at vi mennesker ikke kan acceptere, respektere, elske, have tillid til hinanden og se hinanden for de farver, som vi hver især bidrager med i verden, i livet, i dagligdagen.

Det fortjener vi alle, at vi hver især ser hinanden for det, vi hver især er; om det så er en forbipasserende ved et supermarked eller en tur på gaden.

Personligt synes jeg, at det er så langt ude, at noget så indlysende og banalt skal opfordres til – nogen mener måske beordres – at vi skal huske at passe på os selv og hinanden, fordi der er covid-19. Hvordan kan det være, at vi ikke bare kan gøre det i al almindelighed!?

TÆNK OVER det og tænk over det her endnu mere, som min alletiders yndlingsskuespiller,
Brad Pitt sagde sidste år, da han vandt sin Golden Globes nr. 2 i sin karriere; ”If you see a chance to be kind to someone tomorrow, take it. I think we need it.” (Hvis du ser en chance for at være venlig over for nogen i morgen, tag den. Jeg tror, vi har brug for det.) Og ja, der er altid brug for det!

Det koster ikke noget. Dog er uendeligt meget værd. Uanset hvem man er og hvor man kommer fra.

VENLIGHED er at tage sig af andre, selv når de måske ikke kan tage sig af en samt alverdens uendeligt andet. Husk nu alt det, som du giver kommer tilbage i overflod. Det er vigtigt, at huske at det meget vel kan være, at mennesker glemmer hvad du har sagt dog vil de aldrig nogensinde glemme dine handlinger du har gjort for dem og de følelser du har efterladt dem med. Selv vil jeg mene at venlighed giver håb og håb giver venlighed.

Så blot en sidste bemærkning om mig selv og mine yndlingsfarver: Jeg elsker alle farver og nuancerne dertil, for de er som menneskene i hele verden, universet smukke og enestående på hver deres måder ! 🙂