Så fik jeg lige atter trykt en kronik i Nordjyske. Denne kronik er yderst personlig og berører hvordan og hvorledes det hele har været samt er i livet. Jeg er meget glad og ydmyg omkring at have fået denne trykt. Jeg har fået lidt blandede responser på den. Det deler jeg en anden dag. Jeg ser frem til at modtage mange fler.
Hvis du kære læser skulle få lyst til at læse den skal du være mere end velkommen og du skal vide det vil betyde rigtig meget for mig at du giver din mening til kende. Helst ikke anonymt da alle henvendelser behandles respektfuldt. Tak. God læsning ! 🙂

Teksten kan læses i sin helhed efter nedenstående screendump.

• 

Min sjæl slår knuder

FREMMEDE: Jeg er træt af politikere og en masse andre, der sætter dagsordenen for, hvordan vi skal eller nærmere bør leve vores liv

INDVANDRERE: Min sjæl slår knuder, jeg bliver helt svimmel, og jeg har vitterligt bare lyst til at flyve ud af dette land, dette samfund, som mange anser for at være et forjættet sted at bo og arbejde.

Jeg har det virkelig dårligt over, hvordan tonen er særligt i forbindelse med valgkampen.

Det har været en kamp for at råbe højest om, hvorvidt der skal fortsat være grænsekontrol og modtages flygtninge, indvandrere osv.

Mange politikere er enige om, at det skal være lukket.

JEG HAR det dårligt med, at der findes nogle skvadderhoveder, der selv kom her til netop som flygtninge, indvandrere m.v., og som er blevet så danske, at de ikke kan se, at andre også har brug for at føle sig trygge.

Nej nej, de kan blot få livet til at fungere andetsteds for, jeg citerer: ”I disse tider ser jeg Danmark som en båd, hvor der f.eks. er plads til 100 mennesker, men der er 120 i båden. Hvis vi tager flere ind, synker båden. Så hvad skal man gøre? Bare fordi jeg kom først om bord på båden, skal alle andre så have samme ret? Så synker båden”.

Dette er udtalt af Nye Borgerliges folketingskandidat Cherif Tomra Ayouty til BT (onsdag 22.5.).

JEG SYNES, at det er et udmærket interview samt billede af, at mennesker med disse holdninger – her med egyptisk oprindelse – gør deres for at få indpas til at vinde de etnisk danskeres hjerter. Ligesom en hvis anden mand med arabiske gener, nemlig Naser Khader.

NEJ, HVOR jeg forfærdes over mennesker, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra, med holdninger som disse. Helt seriøst: Hvad er det, der er sket, når mange higer efter accept fra de etniske danskere og siger ”blæse være med det” for at vinde indpas og være gode nok til at leve side om side med majoritetsbefolkningen i fred og fordragelighed.

Det er vi altså mange, der gør – uden at skulle råbe op om, hvem der skal gives nøgle til Danmark, og hvem der skal smækkes i hovedet af døren uden i det hele taget at komme i nærheden af den.

JEG ER selv førstegenerations flygtning fra Iran, og jeg har været bosat her, siden jeg var tre år pga. bl.a. krigen, som Saddam Hussein lige syntes skulle ske for efterhånden mange år siden.

Jeg har været i andre folks hænder, de har været med til at forme og afgøre både meget af mit liv og skæbne, siden jeg var tre år gammel. Altså, jeg har gud ske tak og lov begge mine forældre. Dog har de ikke haft meget at sige til det, siden vi landede her. Efter hvad jeg husker og har fået fortalt, var der desværre ingen venligboere mv.

INDTIL 11. september 2001 havde jeg aldrig nogensinde set mig selv som hverken sort eller hvid verdensborger.

Jeg har gjort det hele efter den mølle af integration, som politikerne og de fleste danskere siger, at man skal, når man kommer hertil.

Som jeg slog fast, har jeg været her, siden jeg var tre år, og det siger ikke så lidt – det siger faktisk meget, egentlig alt for meget.

Jeg har gået i dagpleje, børnehave, skole, sfo, fritidshjem, ungdomsskole, gymnasiet, højskole, universitetet og en hel del andet for – som enhver – at kunne begå sig i dette samfund.

Jeg har tilpasset mig love og regler, både de skrevne og uskrevne.

Hvad angår arbejde, har jeg primært været ansat som tolk.

Jeg har også lavet enormt meget frivilligt arbejde, og man kan sige, at det gør jeg på sin vis stadig. Eller nogle gange kan man sågar kalde det arbejde uden løn. Uden job.

MINE MANGE års erfaringer, både som tidligere flygtning og meget andet, gør, at jeg har oplevet mange ting, som vil gavne i bl.a. jobmæssige sammenhænge, da jeg har fået tillært og opnået en hel del unikke kompetencer herved. Dog uden held på arbejdsmarkedet.

Man vil gerne bruge mig og min viden – uden at det dog rent faktisk giver mig et reelt arbejde.

Det kan de dyngevis af ansøgninger, jeg har sendt af sted uden tilbagemelding, også tyde på. Og når jeg så endelig giver et kald eller sender en e-mail for at spørge, hvad jeg kan gøre bedre, får jeg ikke noget svar.

JEG ER sådan en, der altid siger min mening om tingene i form af kommentarer, spørgsmål mv., når det bliver for meget, særligt de steder, jeg færdes, om det så er ros eller ris.

Der sker alt for mange misforståelser mennesker imellem i dette land, for mange er nysgerrige på den helt forkerte måde. Det gør, at de egentlig heller ikke rigtigt hører efter, hvad der bliver sagt, men blot venter på at svare igen.

Det er pænt trættende. Et slags evigt krydsforhør om, hvorfor jeg (stadig) er her.

JEG SYNES efterhånden, at jeg bare spilder min gode energi og mine kræfter på at være i et land, som jeg egentlig på ingen måder genkender længere.

Jeg er mildest talt træt. Træt. Træt af den måde, som politikerne og en masse andre sætter dagsordenen for, hvordan vi skal eller nærmere bør leve vores liv på. Det er jeg på sin vis træt af.

Hvorfor kan vi ikke alle bare leve i fred og fordragelighed side om side med hinanden?

Det spørgsmål får jeg nok aldrig noget reelt svar på. Jeg er træt af at sige, at jeg er træt. Dog er det helt og aldeles sandheden, jeg fortæller. Træt af at kæmpe for at opbygge et (verdens)samfund, hvor vi alle skal kunne have det godt med hinanden.

Min erfaring er, at der stadig er bøvl eller nærmere undskyldninger omkring berøringsangst. Den største og mest latterlige undskyldning, der bliver brugt som svælg for påvisning af forskelle og afstand mellem leveforhold mv.

MINE EGNE udfordringer har været mobning fra barnsben fra 1. klasse, da jeg var seks år, og op igennem mit liv – i ny og næ til stadighed.

Mine sejre er, at jeg har klaret det samt kan bevidne, hvor vellykket det er blevet, og hvor min familie er nået i alle de år, vi har været her: At vi har skabt et liv for os selv her, overlevet med en stabil hverdag på godt og ondt i tillid og respekt til befolkningen.

DEN TILLID til, at andre mennesker kan få sig et godt og stabilt liv ved at bidrage til samfundet i Danmark, er ikke længere aktuel.

Nu tænker man konstant på, at alle skal hjem, så Danmark kun skal bestå af etniske danskere.

Det kan vi bl.a. takke Inger Støjberg og på det seneste Rasmus Paludan for.

Det er yderst skræmmende. Hvordan kan vi tillade os at begrænse?

Det er så sørgeligt at opleve, at det ikke længere kun er højrefløjen, som har de holdninger omkring hjemsendelse. Det har Socialdemokratiet – yderst beklageligt – også stemt for.

DER ER et persisk ordsprog, der siger: ”Gæsterne tolerer ikke andre gæster, og værten tolererer ingen af dem.”

Her mener jeg, at gæsterne er dem, der som herren, jeg nævnte i begyndelsen, først er kommet på båden, samt mennesker som min egen nærmeste familie. De andre gæster er dem, der er kommet hertil de seneste år og værten er majoritetsbefolkningen, etniske danskere.