Det står der med hvide blokbogstaver på den lille kasse med 180 spørgsmål, som spillet indeholder. Af hvad jeg lige har læst på bagsiden af kassen samt spillereglerne, på det lap papir i selve kassen, minder det om det røde og sorte EGO spil. Gæt forskellige påstande om hinanden.
Jeg har købt det betydeligt meget billigere. Det handler ikke om priser, popularitet mm. For mig personligt er det købt for at i forvejen hyggelige stunder både lære mit yndlingsmenneske og jeg selv meget bedre at kende, snakke. Det vil være med til at åbne op for meget mere end blot et gæt om man eller den anden er typen, som et af spørgsmålene står på bagsiden af kassen, der laver frivilligt arbejde.
Tit tænker jeg over hvor meget vi som mennesker egentlig snakker sammen og eller rent faktisk tager os tiden. Jeg var lige ved at skrive den nødvendige tid. Mærkeligt at i 2026, at det ikke længere er en naturlig ting at gøre. Altså helt og aldeles ægte.
Lever vi efterhånden i en tid hvor vores relationer og samtaler er gået hen og blevet mere overfladiske, præstationsorienterede? Måler vi relationer og “betydningen” af disse på popularitetsbarometret?
Hvorfor har vi overhovedet brug for et spil til at “tvinge” os til at stille de dybe spørgsmål uden måske at have den mindste interesse i at høre svarene eller dele ud af os selv.
For mig har dybde(n) evig altid været det altafgørende. Det sårbare, det nære. Det at åbne op og turde at svare på hvem man ærligt er og hvem den anden ærligt er. Det skaber en helt særlig form for intimitet. Vigtigst skaber det et modspil til en hurtig overfladisk hverdag. Særligt i det offentlige rum.
Jeg har endnu ikke åbnet op for spørgsmålene. Eller de A og B brikker, figurer mm. De er stadig i den grønne kasse med omslagene om. 2 bunker af 90 spørgsmål hver. Nu på dette tidspunkt hvor jeg skriver denne kronik fungerer de 180 spørgsmål som en mulighed eller et løfte om nærvær. Det er stadig et potentiale, en genstand, der rummer en forventning om at rykke noget i os 2; til det mere sårbare, til det nærværende og mere autentiske til trods for vi allerede er det og har det sammen er det ekstra spændende:: At komme tættere under huden, i sindet og sjælen på hinanden.
Manden siger vi på et tidspunkt vil få stillet hinanden spørgsmålene og der er tids nok.
For i hans ro – også når han siger, at vi nok skal nå det, og at der er tid nok – ligger det en grundlæggende tryghed. En vished om, at vores relation, vores forhold står fast, uanset om vi bryder de sidste små lapper papir eller omslag i dag eller de næste mange år.
For mig åbner der samtidig et sociologisk spørgsmål. Hvornår er der egentlig “tid nok” i et samfund, der konstant måler os på tempo og præsentationer? Måske er det netop i denne “tøven” – i rummet mellem intentionen om at åbne op og den faktiske handling, at vi mærker værdien af de(t) nærvær vi allerede har. Spillet behøver ikke “redde os”. Det står blot som et stille og spændende løfte om, at der altid er mere at opdage i et andet menneske.
Så indtil videre lader vi kassen stå på hylden, omslagene ubrudte på spørgsmålene dog fuld af potentialer.
Måske er det ikke det, som det drejer sig om, at vi bryder omslagene og får stillet hinanden de 180 spørgsmål. Jeg vil så mene, at selve den virkelige betydning er, at vi stopper op og opdager behovene for det.
Samfundet kræver hurtige afklaringer, der ender med at give overfladiske svar.
Kassen kan på den måde minde os om hvor meget vi ønsker at sænke farten, tage os tiden og lære både os selv og hinanden (endnu bedre) at kende i den tid, som det nu tager..