Jeg er sociolog. Jeg er trænet i at se mønstre frem for undtagelser, strukturer frem for enkeltsager. Jeg ved, hvad der sker, når et regime mister legitimitet, og jeg kan se, når frygt bliver politik. Det, der sker i Iran lige nu, er ikke “uroligheder”, ikke “sammenstød” og slet ikke tragiske afvigelser. Det er systematisk statslig massevold – en vold, der er organiseret, planlagt og målrettet et folk, som aldrig har givet sit samtykke.
Jeg blev født i Shiraz og kom til Danmark som treårig. Iran har aldrig været et minde for mig, men en struktur – noget, der formede min familie på afstand: forsigtige telefonsamtaler, ord, der ikke måtte nævnes, handlinger, der blev udskudt. Jeg har set, hvordan frygt former liv, selv langt væk. Og i dag ser jeg det samme system reagere, som autoritære regimer altid gør, når deres legitimitet smuldrer: De erstatter samtykke med vold.
Sociologisk set er massevold ikke et tegn på styrke. Det er et tegn på krise. Når en stat skyder, fængsler og henretter sine borgere i stor skala, er det ikke, fordi den styrker sig selv. Det er, fordi den ikke længere kan regere gennem accept. Vold bliver styringsredskabet, når ideologi, religion og autoritet svigter. Drab bliver ikke længere et brud – det bliver en metode.
Præstestyret dræber iranske borgere. Men det har aldrig betragtet dem som sit folk. En del af befolkningen er defineret som illegitim: som forrædere, som moralsk korrumperede, som en trussel mod nationen. Når staten har trukket den grænse, ophører drab med at være et brud. Det bliver en administrativ praksis.
Det er her, Iran i dag befinder sig: et samfund uden samtykke, regeret gennem frygt.
Præstestyret repræsenterer ikke Iran som folk er flest, kultur, historie eller samfund.
Det repræsenterer en snæver, transnational klerikal ideologi, der i årtier har stået i opposition til iransk pluralisme, sekulære traditioner og kvinders offentlige liv. Dets magt hviler ikke på folkelig identifikation, men på tvang. Når befolkningen nægter at internalisere denne orden, bliver den i regimets optik ikke længere “folket”, men et problem, der skal kontrolleres – eller fjernes.
Kvinder står centralt i denne proces. Ikke tilfældigt. Præstestyret er et kønnet magtsystem. Det er bygget på idéen om, at social orden opretholdes gennem kontrol af kvinders kroppe. Når kvinder nægter den kontrol, oplever staten det ikke som civil ulydighed, men som en eksistentiel trussel. Derfor er volden så målrettet. Derfor er den så brutal.
Kvindeliv bliver gjort til et politisk problem.
Set med mine øjne som sociolog er den nuværende eskalering et forsøg på at geninstallere patriarkalsk autoritet gennem død.
Når magten ikke længere kan overbevise, forsøger den at udslette. Det er ikke stabilitet – det er opløsning.
For os i diasporaen er volden ikke teoretisk.
Den lander i beskeder, der stopper brat. I billeder, der ikke kan glemmes. I den gamle familiestrategi, som aktiveres igen: Tal lavere. Vent med at svare. Pas på hinanden. Jeg voksede op med den logik. I dag ser jeg, hvordan den ikke længere virker.
Massevold producerer ikke varig tavshed.
Den producerer kollektiv hukommelse. Hver dræbt krop bliver et bevis på regimets fallit. Hver familie, der mister et barn, bliver politiseret. Staten tror, den regerer gennem frygt. I virkeligheden dokumenterer den sit eget fravær af samtykke.
Når det internationale samfund reducerer det, der sker, til “intern uro” eller opfordrer til “tilbageholdenhed fra begge sider”, overser man den grundlæggende asymmetri: Den ene side har våben, fængsler og galger. Den anden har kroppe. Det er ikke en konflikt mellem parter. Det er statsterror mod et samfund.
Iran i dag er et land, hvor frygt er blevet politik, fordi samtykke aldrig har eksisteret. Og ingen stat kan overleve i længden på frygt alene.
Som sociolog ved jeg, at ingen magt kan skyde sig til legitimitet.
Som kvinde ved jeg, at når et regime må dræbe kvinder for at opretholde orden, er det allerede dømt.
Men midt i mørket ser jeg håb. Jeg ser unge kvinder, der nægter at bøje sig, unge mænd, der står ved deres side. Jeg ser, hvordan frygten ikke kan kvæle menneskelig styrke, mod og kreativitet.
Feminismen i Iran er ikke en abstrakt idé – den er blod og krop, handling og insisteren på retfærdighed. Den vil ikke lade sig dræbe. Den vil ikke tie.
Og netop dér ligger styrken: selv når staten forsøger at udslette dem, former kvinder og mænd en ny generation af håb, en ny forståelse af frihed, og en uundværlig tro på, at livet, retfærdigheden og modet til at sige nej altid vil overleve frygtens politik.