I årenes løb har jeg skrevet utallige kroniker om det, som rører og bevæger mig på godt og ondt. Jeg har så sendt mangt og meget til forskellige aviser og medier hvor det så omsider kom bid. Det skal forstås på den måde at Nordjyske valgte at trykke min seneste hvilket jeg er meget taknemmelig for 🙂

Der findes ingen fremmede

FLYGTNING: Jeg vil give mit danske statsborgerskab for, at mange flere fik lov at blive

FLYGTNINGE: Tik tak tik tak… kan I høre det!? Relationer på lånt tid..

Det kan virkelig ikke passe, at det kun er mig, der er træt af alt det, der hedder politik, kriser, afvisninger, bekymringer m.v.?

Dette her er nok noget af det sværeste, jeg nogensinde har skrevet i mit liv, for det berører mig så dybt, at det gør så forbandet ondt indeni, at jeg mest af alt har lyst til at fryse tiden ihjel eller gøre alt for, at Jorden går under.

For et eller andet sted er verden gået under for mig og for alle de stakkels mennesker, der af både deres egne hjemlande og andre lande er blevet afvist, så de ikke kan leve et fredeligt og stabilt liv uden at skulle bekymre sig.

Bekymringer er ikke noget, der umiddelbart stopper, selvom man kommer som flygtning til et andet land som Danmark.

Jeg har selv været der og er der på sin vis stadig.

Det, jeg simpelthen på ingen måder forstår, er, hvorfor man vælger at sætte folk, der har fået afslag, fordi man ikke tror på deres sager og det, at de er i livsfare, i udrejsescenter!?

Det er på lige fod med et fængsel, dog ikke et dansk fængsel.

De, der er indsat i de danske fængsler, har det betydeligt meget bedre i forhold til de stakkels mennesker; børn, forældre, døtre, sønner, kusiner, onkler, fætre og mange flere, der skal rådne op i de centre og de asylcentre, flygtningelejre og alt det andet møg, som det kaldes for.

Åh, hvor mit hjerte brister og går helt i stå af, at det er sådan, man behandler hinanden anno 2017.

Mange bliver ikke troet på, når de kommer hertil, fordi mange før dem nogle gange har ødelagt det for dem.

Dog er det ikke det, der er problemet med at tro og vide samt mene at de, som kommer hertil, kun ønsker at nasse på velfærden, den økonomiske vækst og demokratiet.

Nej, nej, nej og atter nej!

Det, der for mig er meget underligt, efter at have været bosat i Danmark i rigelige år, er, at der simpelthen nogle steder, hvor det virkelig gælder og er yderst vigtigt, at der skal være kulturforståelse.

Det er ikke ensbetydende med, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet mv. skal lære hele verdens millionvis af kulturer at kende for bedre at kunne vurdere de forskellige, der søger asyl.

Det handler om, at de skal forstå, at der er forskellige kulturer i verden, der gør sig gældende på den måde, at det, som måske er underligt her i Danmark, ikke er underligt i Armenien og omvendt.

På vej igennem i mit liv er der mange internationale mennesker, der har spurgt undrende om, hvorfor nogle ting er, som de er i Danmark, bl.a. det at komme ind på livet af etniske danskere – at det er svært at skabe rigtige venskaber.

Der er og bliver for meget noget dobbeltmoralsk i det hele.

I alle de år, jeg har boet her, har jeg lært og får stadig den kedelige melding med, at, ja, det er jer, der er kommet hertil, så det er jer, som skal tilpasse jer ved at kunne sproget, tage en uddannelse, få et job osv. Dog er det ikke ret mange på den anden halvdel af banen, der ønsker at tilpasse sig de nye forhold, for det er vores land, vores kultur, vores vores vores.

Det er ligesom, når et barn ikke får sin vilje og surmuler eller bliver – som jeg kalder det – prinsesse-fornærmet.

Forstå mig ret. Jeg forstår dem. Jeg forstår også, hvorfor man vælger at skærpe på forholdene, men det, jeg så til gengæld aldrig kommer til at forstå, er, hvorfor man vælger at sætte nogle i et center i et par år med uvished, og når de mennesker så efterhånden er ved at falde fra hinanden med det sidste åndedrag, indtil de omsider kan få lov at få den velfortjente og menneskeretslige opholdstilladelse. Ofte og efterhånden får de stakkels mennesker afslag.

Det kan virkelig ikke passe! Fordi der f.eks. ingen krig er at finde i lande som Iran, Tyrkiet og jeg ved ikke hvad.

Der behøver netop ikke kun at være krig for, at et menneske skal være i livsfare. Der er tusindvis af grunde til, at et menneske kan være i livsfare.

Jeg er selv kommet hertil pga. krig og andre ting. Så helt og aldeles ærligt: Sig mig engang, jeg kan virkelig ikke forstå det.

Hvorfor er det, at man ikke kan sige at, de, der er kommet fra 2015 til nu, og som er ved at være brast sammen af skræk, usikkerhed, PTSD osv. osv. osv. osv. osv., at de får lov at blive, så de ikke ender med at omkomme, inden maj er omme?

Giv dem chancen, for af dem, som jeg har mødt, der har fået afslag fra de ovennævnte lande, er ingen af dem terrorister eller værre end det, hvis det findes.

Det gør det næsten, nemlig dem, der ikke respekterer dem, for de slår mennesker ihjel ved at få dem så langt ud, at det eneste, de kan gøre, er at se deres verden falde sammen samtidig med, at de selv knækker sammen.

Hvad gør de så? Ja, ikke andet end blot at føle sig – samt være – endnu mere ensomme og isolerede, end de var i forvejen, fordi magtesløsheden gør, at de kun kan stirre tomt med udmattede sind, forstand og hjerteslag. Hjerteslagets udmattelse gavner dem på ingen måder.

Jeg er meget forundret og samtidig yderst bekymret for, hvordan de, som har bemyndigelse omkring disse afgørelser, kan sove om natten, få en hverdag til at fungere eller sagt på en anden måde: i det hele taget leve et liv. Et liv. Tænk dog for pokker over det!

Det er ligesom derfor, mange flygter, for det er da ikke bare noget, man bare lige gør! Flugten hedder f.eks. ikke Shiraz International Air – Aarhus Lufthavn.

Det er ikke med, at man som mine forældre bare lige kigger på kalenderen en dag i 1985 (da jeg er tre år) og siger til hinanden: ”Hvad siger du til den 25.? Passer det ind, eller skal vi lige vente og se, om Saddam bombarderer Iran endnu mere og smider flere kemiske stoffer rundt? Måske skal vi se, om jeg lige når at overleve de trusler, jeg har fået?”.

Det er ikke en afbudsrejse, en charterrejse, en jordomrejse, som man planlægger, og hvor alting er fryd og gammen.

Jeg er virkelig skuffet og har ondt i hele min eksistens af at være nødsaget at sige: ”Wake up and smell the damn world!”.

Lad for hulen være med at følge med i de forbandede sensationsnyheder, for det gør ikke andet end at gøre dumt og værre og fordre den forbandede frygt for det fremmede.

Der er ingen fremmede i denne verden. Det lader til, at mange har glemt at en fremmed er en ven, som du ikke har mødt endnu. Mere præcist kunne det ikke siges.

Du har ikke mødt de mennesker, og du har ikke oplevet deres hverdag, før de kom hertil.

Du har ikke mødt de skæbner og de traumer, der har gjort, at de blev nødt til som mine forældre at slippe alt, hvad de kendte og flygte, for livet og – måske – bedre kår.

Så hvordan vil du, kære læser, have det, hvis det var dig, som stod i samme situation!?

Jeg vil give mit danske statsborgerskab for, at mange fik lov at blive, og hvis jeg selv valgte at blive, vil jeg arbejde mig til at få det på lige fod med de andre.