Det kan virkelig på ingen måder passe at jeg er den eneste, der er ved at være godt træt af livet i Danmark og alt det pjok de fleste politikere efterhånden kæfter op om!?

De kan ikke se skoven for træer for de har lukket deres egne øjne lidt ligesom den abe emoji med der ikke vil se, høre eller sige ret meget. Måske skulle de mere se og høre end blot at sige noget. Det vil gøre alt nemmere for os alle.

Nå men hvem er jeg så, der er så træt af at bo i dette land!?

Jo jeg er en af de der ikke særlige, som journalist og tv-vært Abdel Aziz taler en hel del om ved at konstant blive mindet om det – jubiii – men i modsætning til mig har min brune ven fået job, anerkendelse og alt det der efter endt uddannelse i dette forjættede land dvs. blevet socialt inkluderet.

Abdel Aziz kom til Danmark med hans forældre da han var et år gammel hvilket var året før jeg kom til Danmark. Han er af palæstinensisk oprindelse hvor jeg er af persisk. Der var krig i Iran da jeg med mine forældre og på det tidspunkt eneste lillebror blev nødsaget til at flygte. Ikke kun pga. krigen. I mange år gjorde Abdel Aziz alt for at blive accepteret som dansker i dette samfund. Jeg vil ikke sige jeg gjorde det modsatte. Jeg har altid været en stolt perser og det vil jeg altid være. Det persiske folk kurderne inkluderet bløder mit hjerte for så mange år efter hvilket det altid vil gøre. Og så ønsker jeg heller ikke sammenligne mig selv med Abdel Aziz mere i denne kronik. Det er ikke nogen kritik om hvem hvad hvor, der har eller der er gjort det rigtigt; hans eller min familie. Jeg kender Abdel Aziz. Nydelig, rar og dygtig mand med hjertet og hjernen på rette sted.

Det er netop lige det. Jeg har gjort det hele efter den mølle af integration som politikerne og de fleste danskere siger man skal når man kommer hertil. Som jeg stadfæstede foroven har jeg været her siden jeg var tre år og det siger ikke så lidt det siger faktisk meget egentlig alt for meget. Jeg har gået i dagpleje, børnehave, skole, SFO, fritidshjem, gymnasiet, universitetet og en hel del andet for at som enhver kunne begå sig i dette samfund. Tilpasset mig love og regler både de skrevne og uskrevne. Lige det med arbejde har jeg primært været ansat som tolk hvilket jeg for sin vis stadig er dog har der ikke været bud efter mig længe. Jeg har også lavet enormt meget frivilligt arbejde og egentlig kan man sige at det gør jeg for sin vis stadig. Eller nogle gange kan man sågar kalde det arbejde uden løn. Uden job. Mine mange års erfaringer både som tidligere flygtning og meget andet gør at jeg har oplevet mange ting, som vil gavne sig i bl.a. jobmæssige sammenhænge da jeg har fået tillært og opnået en hel del unikke kompetencer herved. Dog uden held på arbejdsmarkedet. Man vil gerne bruge mig og min viden dog ikke noget med at rent faktisk give mig et reelt arbejde. Det kan de bugne-vis af ansøgninger jeg har sendt af sted uden tilbagemelding også skrive under på. Og når jeg så endelig giver et kald eller sender en e-mail for at spørge hvad jeg kan gøre bedre får jeg ikke noget svar.

Jeg har altid været meget interesseret i andre mennesker og de måder de interagerer og lever på. Derfor var det naturligt for mig at læse sociologi. Da jeg tidligere også har arbejdet, både frivilligt og som tolk, med mennesker med anden etnisk baggrund og min stigende videbegærlighed samt interesse for de problemstillinger, der i årene har været på flygtninge og integrationsområdet ønsker jeg at gøre en markant forskel. Min mission har altid været at jeg gerne vil gøre verden til et bedre og tåleligt sted for os alle til at kunne leve i harmoni side om side i alt fred og fordragelighed.

Mine erfaringer som social medicinsk freelance tolk har været meget varierende om mangt og meget. Langt de fleste mennesker, som jeg i tidens løb har tolket for, har sørgelige skæbner (heriblandt psykiske og sociale problemer i form af PTSD, isolation og lignende). Mødet med disse mennesker primært flygtninge har også har styrket min psyke til at kunne være i stand til at omgås dem samt videreformidle deres liv og historier. Min egen persiske herkomst giver mig adgang til etniske minoriteter. Jeg har en helt unik indlevelsesevne og interkulturel forståelse for mennesker, da jeg nemt kan sætte mig ind i deres sindstilstand, så kan jeg forstå samt rådgive og hjælpe dem i livets vej.

Jeg er en, der altid siger min mening om tingene i form af kommentarer, spørgsmål mv. når det bliver for meget særligt de steder jeg færdes om det så er ros eller ris. Der sker alt for mange misforståelser mennesker imellem i dette land for mange er nysgerrige på den helt forkerte måde, der gør at de egentlig heller ikke rigtig hører efter hvad der bliver sagt men venter blot på at svare igen. Det er pænt trættende. Jeg er sikker på at mange vil netop sige, hvis du ikke kan lide at være her hvorfor skrider du så bare ikke!? Jo…det vil jeg egentlig godt med glæde. Jeg ved egentlig også godt hvor, med hvem osv. dog er det ikke helt lige nemt trods man har dansk statsborger hvilket jeg har haft siden jeg var ti år gammel så ja jeg har skam det danske rødbedefarvet pas.

For tiden er jeg i gang med at finde ud af hele iværksætterverdenen og åbne min egen konsulentvirksomhed dog er jeg samtidig i tvivl. Mine primære kunder vil være de, som før og til stadighed anvender min viden og som ikke vil betale mig eller give mig et job. Hvordan når jeg så lige ud til dem!?! Råd modtages gerne.

Oplevelsen af at komme til Danmark fra dag 1.Meningen udover uvisheden med mine forældres pludselige hvis ikke endelige eller nærmere egentlige beslutning om at flygte er essensen i det hele min bror og jeg. De vil være med til at give og skabe en bedre fremtid for os. Konsekvensen heraf var at det ikke blot var krigen og dets fatale, som de flygtede fra. De efterlod bogstavelig talt ALT, der er elsket og kendt; familie, job, hverdag, sprog, kultur, traditioner, solen. Alt det og meget mere også for min brors og min skyld. Udover krigen var myndighederne efter min far, der på det tidspunkt var leder i en del af Fars provinsens skoleforvaltning. Min far blev truet til at udføre korruption på mange måder men han indvilligede ikke. Han var standhaftig. Hvis vi havde blevet ville de så kunne have pågrebet ham – det hemmelige politi; ydet tortur og andet, som jeg ikke tør at tænke på. Ergo var og er ingen af mine forældre politiske. Det er vi nu 3 børn heller ikke.

Jeg har altid sagt at hvis vi drejer situationen 180 grader og det var jeg som var forældre vil jeg ikke have haft styrken eller modet til det. Det er mine forældre uenige med mig i da de mener det hele handler om ubetinget kærlighed. Kærlighed (lad det lige stå for sig selv et kort sekund). Den har vi gudskelov aldrig manglet eller været foruden livet igennem med disse to vidunderlige skabninger i skikkelse af vores forældre. De er nemlig kærligheden i sig selv og alt hvad de har gjort, sagt, ment mv. er gjort i den ånd, som er noget som ingen ende har og det er et enormt privilegie med sådan et bagland.

Sejrerne og udfordringerne ved at komme til Danmark. Mine egne udfordringer har været mobning fra barnsben fra 1. klasse da jeg var 6 år og op igennem mit liv – i ny og næ til stadighed. Mine sejrer er jeg har klaret det samt det at bevidne hvor vellykket det er blevet og hvor min familie er nået i alle de år vi har været her. Det at vi har skabt et liv for os selv her, som min mor siger overlevet. Det at vi har fået skabt en stabil hverdag på godt og ondt. Det har ikke været nemt. Tilliden og tålmodigheden for os alle indbyrdes er kun rart at se på hvor meget vi respekterer hinanden på den måde at vi alle har vores fødder solidt placeret på jorden. Der er ingen stolthed eller ære, der skal pudses, som måske findes i andre kulturer.

Hvordan vil det være bedst muligt at som samfund hjælpe de, som kommer hertil som flygtninge til at føle sig velkommen? Danskerne er et meget til tider FOR MEGET nysgerrigt folkeslag. Mange er gode til at være forudindtaget hvordan de mener tingene er for det har de læst eller set. Typisk har mange ikke tålmodighed og tillid at ligeså at der findes danskere med blå øjne, er der også nogle med grønne, brune eller noget helt fjerde dvs. vi er alle forskellige. Selvom der er nogle ting man deler holdning med eller på den anden side tager afstand fra gør altså ikke en til ”præmieperker” fordi man er velintegreret. Eller dansk. Jeg er i det hele taget træt af at høre at man skal integreres. Jeg vil hellere sige man skal fokusere på social inklusion dvs. inkluderes ergo inddrages i et fællesskab eller sammenhæng. Det lyder også pænere, ik?

Man skal altid huske på vi er alle forskellige og har haft forskellige kår, vi er vokset op under. Og nogle gange skal man flere generationer tilbage. Respekt, accept, tillid og tålmodighed til sine medmennesker – at de også er en del af det samfund, som vi alle lever i. Ikke slå alle over en kamp eller den jeg har fået tit:

”Det er godt at dine forældre er så danske at du må det hele at du er FRI !”

> Det har intet at gøre med om mine forældre ”er danske”.

Jeg får også denne her ret tit:

”Godt du er som os og ikke de andre.”

STIGMA hjælper intet og hjælper ingen til noget – det er kun med til at fodre den frygt og angst a la ”Hvem er med os hvem er de fremmede?” Dem og os mv. Det handler i bund og grund om at man er angst for alt og alle, der er afvigere af de moraler og normer, som man kender til og muligvis lever under. Værdier er meget forskellige og støtterne af dem er ligeså. Der er mange forhold, der gør sig gældende. Vi er i bund og grund alle mennesker, alle ligeværdige men ikke af alle accepteret, respekteret.

Vi skal efterhånden kæmpe for solidaritet i samfundet. Det er svært når medierne udplukker historier, der viser hvordan mennesker manipuleres med ved at tingsliggøre de, som det drejer sig om da det er det ”de valgte at vise” nemlig en version af sandheden. Jeg havde selv tænkt længe på at redde verden og en årrække ville jeg være journalist og fandt ud af at sådan kan jeg ikke redde verden for jeg skal være underlagt nogle folk, der kun vil have man fokuserer på det negative.

Velfærdssystemet består af medmenneskelighed og er opbygget til at hjælpe de svage. Bureaukrati har overtaget. Der er ikke længere så meget tid til menneskelig kontakt eller give tryghed da det for det meste i samfundet handler det efterhånden først og fremmest om økonomisk vækst. Det gør det fuld af konsekvenser og det er dyrt at skulle bruge tid på de ikke materielle værdier i forbrugersamfundet.

Dilemmaer, som jeg står i når jeg både er persisk OG dansk af kultur og eller tradition. Der er alt for mange misforståelser om de ting, som jeg gør og siger er fordi jeg er dansk eller persisk. I bund og grund er jeg bare mig selv. Der er nogle ting, som jeg gør hvor mange vil mene det er for dansk og andre ting er for udenlandsk. Eksempler er der en hel del af f.eks. det med at flytte hjemmefra, kærester mv.

Fordomme, som jeg bliver mødt af på min vej. Den omtalte forudindtagethed og nysgerrighed kan være for meget, som sagt. Det er som om at, der er nogle mennesker, der mener jeg skal udlevere ALT omkring mig selv, mit liv, min familie mv. som et slags forhør til at kunne verificere at det er okay at jeg befinder og bor i Danmark. De mennesker udleverer intet om sig selv.

Det kan være alverdens spørgsmål a la må du godt…

Endvidere sådan noget med hvorfor er du i Danmark?

Vil dine fætre og brødre komme efter mig, hvis…

Folk i Iran er også bare..

Alle mænd tæsker deres kvinder..

Kvinderne er undertrykte..

Er du vokset op med og er stadig udsat for social kontrol?

Som tidligere skrevet er vi alle forskellige baseret på alt, der er med til at gøre os til et medmenneske og det samme er de, der kommer hertil som flygtninge: Nogle kender måske kun krig eller kun kender de gode sider af livet og aldrig har oplevet noget forfærdeligt hvor det så pludselig sker. Alligevel hvor længe skal man integreres før man inkluderes?

SÅ VÅGN NU OP DANMARK – VÅGN NU OP POLITIKERE !

Samira Taba

17. maj 2017